Mit online sikkerhedsnet

Jeg har med begge drengene fra jeg opdagede jeg var gravid, meldt mig ind på den online side www.minmave.dk Til dem der ikke kender siden så er det en internet side der samler mødre fra hele landet, og ulandsdansker. Man kan melde sig ind i den gruppe, der også har termin i samme måned som en selv, ergo terminsgruppe.

Da jeg meldte mig ind da jeg var gravid med Tristan var jeg 19 år gammel, og første gangs gravid. Der var altså ikke nogen i min omgangskreds der selv stod med babyproblematikker. Oveni hatten var der faktisk ikke rigtig nogen i min tætte omgangskreds (udover en enkel) der i længden var særlig interesseret i at min liv nu indeholdte baby, og ikke byture i massevis. Så det kostede hele vennekredsen mere eller mindre.

I min terminsgruppe Januar 12, også kendt som ''Skråledåserne'', har jeg fået svar på mange af mine spørgsmål, og svar på tiltale ;) .. vi har grint og grædt sammen, og de kender mig bedre end de fleste af mine ''gamle'' venner.  jeg fået virkelig mange bekendtskaber, og faktisk også dissideret venskab. Af dem kan nævnes Århuspigerne jeg har besøgt gentagende gange, både som byture med andre mødre, lagersalg, og bare rigtig hyggelige venindeaftner.

Søde sifs 25 års, fra terminsgruppen januar'12

Bytur

Sille og jeg <3

Silles og min dreng, der så hinanden for første gang, da tristan var 14 dage og Noah en uge.

Første gang mange af os så hinanden ''i virkeligheden'' vi var samlet fra store dele af Jylland, og en enkelt fra fyn.
Alle disse tøser har og betyder forsat en stor del i mit liv. De har været en uendelig støtte.

Her er Tristan og Noah.

''Dåserne'' var på mange måder uundværlig for mig, og fulgt mig i en kæmpe udvikling.Jeg har besøgt mange af dem, også på sjælland og fyn. Selvom vores børn er 2,5år nu, så følger vi stadig hinanden, i hvert fald mange af os.

Helt særlig skal nævnes fra Jan'12, og det er Susie.

Vi kom faktisk først rigtig til at snakke sammen da vores drenge var 4 mdr. og vi tilfældigvis flyttede til samme by. Her sørgede Susie for at jeg kom i hendes mødregruppe, så jeg havde mulighed for at lære nogle nye at kende i området. Det blev starten på et fantastisk venskab.
Susie har jeg delt mange timer med, glæder og sorger. Hvis der er noget, så er det altid Susie jeg ringer til. Susie er blevet en nær ven af familien, vi tager på ferier med hinanden, og deltager i familiefester mm. Susies unger er faktisk blevet som fætter og kusine til mine.
Da jeg startede på min uddannelse, der passede Susie tristan de første 2-3 indkald, ellers havde det ikke været muligt for at starte, og jeg skulle have ventet et år.
Susie og jeg kan sidde og glo ud i luften og lave ingenting sammen. Vi har været med til hinandens eksamner som støtte, og meget mere end jeg nogensinde havde regnet med en terminsgruppe ville give mig.
Nu da Milan blev født for tidligt, skrev susies mor også til mig, og spurgte ind, bare for at illustere hvor tæt vi er blevet med hinandens familier også.
Derfor er det også helt naturligt at Susie selvfølgelig skal være fadder til Milan, igennem min behandling, graviditet, og indlæggelse var hun en fantastisk støtte, og hjalp blandt andet med tøjvask for at aflaste Nicklas.

Sebastian og Tristan sidste år

Fra vores fælles sommerferie i år, som bestemt ikke bliver den sidste.

Drengene har et unikt bånd til hinanden, og holder altid sammen, både i vuggestuen og overfor Susies piger.

Nu er jeg i en ny terminsgruppe sep'14. Man kunne tænke hvad jeg dog kunne få ud af ny, når jeg har fået så meget ud af tristans. Men det ville overraske jer hvor meget man glemmer.. Nøj hvor har de tøser allerede været uundværelige, jeg følger med i dem allesammens liv, og kan bliver bekymret for dem.
Da Milan blev født for tidligt blev de især vigtige, der blev dannet en undergruppe for os der har præmaturbørn. Det har virkelig lettet og guidet mig. Det var en tid med mange følelser, og er det stadig. Jeg er sikker på jeg får udviklet ligeså gode venskaber med alle dem.

De er mit online sikkerhedsnet.

jeg bliver ked af det mor..

Det her blog indlæg er et jeg virkelig godt selv kunne have tænkt mig at læse. Men de findes desværre ikke rigtig, for der er åbenbart ikke nogen der vil skrive om det.

Vi som familie har haft en virkelig hård start på at gå fra 3, til 4.
12 dages indlæggelse, hvor jeg meget af tiden var så smerteramt at jeg slet ikke var i stand til at se bis. Bagefter kom en lillebror til verden der havde svært ved at rumme besøg, som gjorde bissens besøg blev begrænset. Dertil kom at når han var der var vi nødtil at tysse meget på ham, af hensyn til både Milan, men også andre børn.
Vi har været hjemme nu i 2 uger.
Bissens reaktioner er begyndt at vise sig. I starten var det meget far det gik udover. Nicklas fik meget skæld ud, og besked på at holde sig på afstand.. bissen havde brug for sin mor, brug for at have hende i fred. Det skal siges at bis aldrig har haft rn reaktion overfor hans lillebror! Han er så glad for hans lillebror, at han faktisk er ved at "kysse hovedet af ham" af ren glæde.. heldigvis :')
Da jeg havde været hjemme i knap en uge, da bis under maden bryder ud i gråd over noget vi ikke forstår, han græder længe, og det er tydeligt at se  det ikke længere drejer sig om ris eller andet. Bis græder længe, og helt fra hjertet. Mor duer ikke, og han sidder tæt omslynget sin far, og får bare grædt ud og puttet sig i hans fars trygge favn.
Jeg måtte rejse mig på et tidspunkt fordi jeg synes det var hårdt. Men nicklas sad der med bis og rummede det hele vejen, selvom jeg kunne se han var berørt. Bagefter virkede bis tydeligt lettet og gladere end han havde været de sidste dage, "straffen" af far ophørte også.
Der er ved at falde ro over bis igen, selvom vi kan mærke han stadig ikke er faldet helt på plads igen, og reagere stadig på at komme i vuggestuen..

Jeg synes det har og er sindssyg hårdt. Jeg kæmpede virkelig med tanken om at det var vores skyld at bis var ulykkelig. Fordi vi havde bestemt at få en lillebror. Jeg snakkede med vuggestuen  om det, som gav mig ro i maven. Vi har gjort det godt med tristan al den kærlighed vi indtil nu har givet ham, giver han videre til sin lillebror.  Vi har givet dem nogle udfordringer med hinanden, men bestemt også hinanden hele livet.  Aldrig skal de føle sig alene, foruanset hvad der sker har de hinanden, og er brødre forevigt ♡


Fordringer kræver tilvendinger, og vi er ved at være der. ♡

status på maven 14 dage efter fødslen :)

Nu er jeg blevet spurgt et par gange hvordan maven ser ud her anden gang :)
Jeg har desværre ikke en vægt, så jeg ved endnu ikke hvor meget jeg har tabt.
Men slut vægten med bokseren sagde +17 kg.
maven er stadig slasket, og graviditeten har kostet en særdeles flad numse, men det må trænes op igen. Indtil videre er jeg godt tilfreds! :)

billede 1 er her 14 dage efter fødslen, billede 2 er 12 timer inden bokseren meldte sin ankomst, 35+2

hvordan Milan egentlig blev bokseren ;)

Gammel er en mærkelig betegnelse, for egentlig er bokseren. Alias Milan jo ret ny.
Det giver næsten ikke nogen mening at kalde ham bokseren mere, men det var nu det både jeg, og personalet på hospitalet endte med at kalde ham.
Det skyldes at han blev født med to MEGET blå sæbe øjne. Han har nemlig lagt under fødslen med hænderne oppe ved øjnene.
Vi kaldte ham nu også munken, grundet hans lidt særprægede frisure, der mest af alt minder om farfars...
Så er bokseren altså sødere, også selvom de blå øjne nu næsten er væk.

hjemkomst!

Jeg har ikke turde skrive det her indlæg, af frygt for noget gik galt. Sjovt hvordan man nærmest kan blive overtroisk i pressede situationer. Jeg har endda en enkelt gang i den her fase bedt til gud. Noget jeg ikke har gjort i mange år. Jeg har også tænkt karma tanken da Milans gulsot blev værre og vægten faldt. "Hvad har jeg dog gjort som var så forfærdeligt, at min familie og jeg fortjener det her?"

Men nu tør jeg.. jeg føler mig på den sikre side (næsten, i hvertfald)
Vi kom hjem i søndags, Milan havde vejning på sygehuset, og jeg ved som altid ved at gå ud af mit gode skind. Det er ligesom en eksamen hver gang, der kunne afgøre dels om Milan trives, men også hvornår vi blev samlet som familie.
Milan havde heldigvis taget imponerende 80 gram på, og vi fik lov at komme hjem!
Lykken og euforien ramte!! "Yes vi skal virkelig hjem" - men lige som resten af den her tur så var der et MEN. Det her MEN hed at Milan skulle have taget på om onsdagen for at vi måtte blive hjemme.
Great.. hvor meget tror i vi slappede af som familie, med den "trussel" over hovedet?
Nicklas var igen unik. Han fik mig til at slappe så godt af som det var muligt.
Bare at nyde vi i det mindste var sammen i de dage.
Det gav pote, i onsdags havde Milan taget 100 gram på, og vejer nu 2900 gram og er 49,5 cm.
Han fik ros udover alle parametre.

Nu kan vi slappe af og være stolte! .. ENDELIG HJEMME, ENDELIG SAMLET .. 💙💙💙👍

et skridt frem, to tilbage.

Milan er ved at trappe ud af sonden, desværre har han tabt sig siden.. øv, det er super frusterende, mælken er der, Milan har bare ikke kræfterne til at suge det ud.. selvom de siger der normalt at han taber sig ved sonde udtrapning, kan jeg mærke jeg går i panik indeni, ligeså snart de siger han har tabt sig høre jeg ikke mere.
Men så går jeg glip af alt det gode, at Milan faktisk tisser og har gang i maven som han skal, at han ikke har tabt sig overdrevet, at han er vågnet mere op, og holder temperaturen bedre.
Faktisk er der rigtig mange ting der går godt, det eneste der mangler at gå med os er hans vægt.
Man siger alle kvinder kæmper med vægten på et tidspunkt... jeg havde aldrig troet det var min søns vægt jeg skulle kæmpe med.

Har du ondt i maven skat?

At få et barn der kun har lagt i maven til 35+3, betyder indlæggelse.
Lillebror og jeg har været indlagt siden han blev født i lørdags, og har nu gestationsalderen 36+0 idag. Tænk lige nu skulle jeg gå og nusse maven, og være utålmodig for at ugen efter var baby "færdigbagt".
Nicklas og jeg snakkede om idag at det føles som Milan ikke rigtig er kommet ud endnu. Han er her selvfølgelig, men det føltes som om Milan og jeg er i en anden slags rugemaskine eller mave, og vi venter på han bliver rigtig klar.

Idag blev Milan vejet, og har taget 15 gram på et døgn. Andet ville undre mig, fordi han bliver total stopfodret, med både amning og sonde. Så meget han bliver dårlig :/..
Jeg måtte flippe helt ud, og hyle over for nattesygplejesken, fordi jeg synes jeg overhøre hans signaler, og de ikke lytter til hvad jeg som mor kan se.
Samtidig er jeg bange for at han ikke tager på, og dermed undgår den skide gulsot der truer!!
Jeg blev heldigvis mødt af en super forstående fagperson, der sagde at jeg som mor kender lillebror bedst, og at vi selvfølgelig kunne skrue lidt ned for sonden mængden.
Idag er der kommet svar fra gulsot, det er faldet lidt, med 2 enheder, men ikke vildt hurtigt, så vi ligger stadigvæk på vippen til lysbehandling.. puh. Det ville betyde mindst +2 dages ekstra indlæggelse.
..puh. så både Lillebror og jeg kæmper med lidt ondt i maven..