fertilitetsverden, den verden du ikke har lyst til at være en del af.

Selv små fødder kan sætte store spor!
Begyndelsen til noget stort, starter i det små. <3

Idag er et ret personligt indlæg.
Mange i vores omgangskreds ved det godt, men derfor er det nu alligevel lidt grænseoverskridende at skrive om det.
I forbindelse med at lave lillebror var Hr. mand og jeg en smule inde og snuse til Fertilitetsverden. Den verden du ikke har lyst til at være en del af, og når du når derhen, så ønsker du brændende at være en del af den, fordi du er desperat for at opleve noget andet end konstante skuffelser, fordi man er desperat efter at få opfyldt sit største ønske.


Hr. mand og jeg vidst godt at det der med at lave babyer, ikke var noget der gik super hurtigt for os. Derfor var Bis heller ikke mere end 8 mdr. da vi droppede alt prævention, og så kom det når det kom jo, ingen stress, vi tog det som det kom.. yeah right. Det gik rigtig godt indtil Bis var 1 år og 3 mdr. så begyndte vi da at undre os lidt, det her var så starten til mental sindssyge. Hvor det eneste man nærmest kan gå op i er 2 streger på tissepinde.
Vi forsøgte at kortlægge cyklus, gå efter faste dage, ægløsningstest, ændrede kostvaner mm. Da Bis var 1,5 år, var jeg (og jeg indrømmer det var mig) ved at blive mildsttalt desperat.

Hvorfor fanden skete der ikke noget? - vi er jo unge mennesker? .. vi da friske, og spiser nogenlunde sundt?
Jeg blev total desperat over folks velmenende kommentarer, når de sagde, ''skal Bis ikke snart være storebror?'', vi smilte og svarede ''ej vi har lige nogen uddannelser, der skal gøres færdige'', mens man indeni var ved at bryde fuldstændig sammen og tude.

SÅ kom uretfærdighedsfølelsen. I en periode kunne jeg simpelthen ingen gang se trailer for De unge mødre, uden at jeg var ved at koge over. Hvad skete der for at kvinder uden er særlig IQ, eller stabilie leveforhold bare kunne poppe den ene unge ud efter den anden?! .. Mens vi, fornuftige unge mennesker, med stabilie forhold, sund økonomi, og et hjem fyldt med kærlighed ikke kunne.
Jeg begyndte at bakke og trække mig fra veninder der blev gravide, jeg blev så dybt misundelig, selvom det overhovedet ikke var begrundet.


da vi ramte Oktober 13, havde vi forsøgt i 1 år. Vores læge sagde at nu var det tid til at henvise os videre i systemet.
Det gjorde hun og vi ringede til nærmeste offentlige klinik... 6 MÅNEDERS VENTETID?! .. jeg var ved at blive vanvittig, og fortvivlet. Vi ville gerne have vores børn tæt, på det her tidspunkt ville bis være tæt på 2,5 år, og vi ville komme til forundersøgelse, vi ville ingen gang være i gang, eller tættere på afklaring. og så tager graviditeten også 9 måneder.
Vi bestemte os for at benytte os af behandlingsgarantien. Vi kom på privatklinik, aagaard, i kan finde det HER. Det betød godt nok vi skulle køre til Århus, men vi var efterhånden desperate.
Vi kom til med det samme (i November). Det var jordens mest venlige personale vi mødte. Både Hr. mand og jeg var temmelig nervøse for at de ikke ville tage os seriøst, grundet vores unge alder.
Både Hr. mand og jeg, blev undersøgt selv samme dag (jeg lettere overfladisk), vi blev sendt hjem og skulle vente på svar.

Så startede der en lang række nye følelser, især nervøsitet og fortvivlelse. ''Er det mig der er noget galt med?'', ''Er det ham der er noget galt med?'', ''Hvor galt er det?'', ''Bliver han, hvis det er mig?''
Var bare nogen af de spørgsmål der meldte sig, og mange af dem var selvfølgelig slet ikke berettet.
AAgaard ringede samme dag, Hr. mand fejlede ingenting, og havde faktisk efter lægens udsavn, absolut ingen ting at være ked af, han var i fantastisk stand til at formere sig. (forstil jer, hvor kæphøj hr. mand var resten af dagen, ja og har været lige siden af det resultat :D )
Great, tænkte jeg som stadig gik og ventede. Så er det jo helt sikkert MIG der er noget galt med.
Efter flere undersøgelser, af mindre behagelig art, kunne det konstateres, at det umiddelbart heller ikke var noget galt med mig.

- OKAY.. så strandede vi pludselig et nyt sted, vi ikke havde regnet med. Hvis ikke der var noget galt, hvorfor fanden skete der så ikke noget?!
Heldigvis slap AAgaard os ikke, og planen blev insemination, UDEN hormoner i første gang.
Nu trådte vi officelt ind i fertilitetsverden. En verden der har givet os en masse nye bekendte, men også en verden vi oplevede var fyldt med store drømme, mange skuffelser, sorger. - Og enkelte store glæder.
Det var total urealistisk at vi i en alder af 21 år stod og var en del af det her. Det er da kun noget der sker for folk der 35 år, der ligesom glemte at formere sig, da de havde formen til det ikke?!

Så gik det ellers igang, jeg kørte i pendulfart, frem og tilbage fra Vejle til Århus for at finde det helt rigtige tidspunkt. Min ægløsning blev ved med at udblive, og vi begyndte at blive ret presset fordi vi vidste klinikken snart lukkede ned julen over.
Det endte med vi ikke nåede det, fordi klinikken lukkede, og fordi vi skulle til Sjælland og holde jul.
Vi bestemte os for at fortælle mine svigerforældre på sjælland hvad vi stod i.
Janne, min ene svigermor, (ja, det lyder rodet, men sådan er det når man er skilsmissebarn), der er zoneterapuet tilbød at prøve at give mig noget behandling. Jeg selv har altid været mega skeptis overfor sådan noget (hulabula-noget), men bestemte mig for i alt min desperation at det skulle have et forsøg.
Janne gav mig en behandling - det var som at komme i himlen! - jeg faldt faktisk i søvn så skønt var det.
Janne har gode erfaringer med barnløsbehandlinger, og laver iøvrigt også psykoterapi.  i kan finde hendes side HER.

Vi slappede af resten af juleferien, og forsøgte at undgå den øvrige familiens spørgsmål om det ikke snart skulle være. Vi vidste jo vi var igang nu, og gjorde alt vi kunne.
6. januar, testede jeg positiv, jeg tog egentlig kun en test fordi jeg snart skulle starte oppe ved AAgaard igen.

Det var helt vanvittigt og syrrealistisk og stå der, med de længe ventede 2 streger.
Havde vi virkelig klaret det selv? - kun med hjælp fra Zoneterapi?
Jeg ringede til Hr. mand som var i skole, vi var ellevilde, og hoppede rundt i sengen. Tænk det lykkedes.
Nu skulle vi starte vores næste store, og begivenhedsrige rejse. - Og det blev den, på mange flere måder end vi kunne have forstillede os. 

Knap en uge inden Milan blev født, 34+3.

Her møder drengene hinanden for første gang. Nok det største øjeblik i mit liv. 
Vores store ønske var de blev født tæt på hinanden, så de kunne få samme glæde ud af hinanden som min bror og jeg har fået.
Der er 2,5 år mellem drengene <3

Milan knap 4 mdr, koorigeret 3 mdr





Vi var så kort tid i fertilitetsverden, men det var hårdt! - Jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Jeg har dyb respekt for dem der kæmper med barnløshed i mange år.
Men kampen var det hele værd, jeg har fået den skønneste trold <3

Hr. mand og Lillebror <3 

ugen vi forsøgte ikke at lave ulykker.

Sidst skrev jeg om vores ret fatale uheldige uge. Den kostede økonomisk, med baby alarmer, bil, og telefoner.

Det er sådan lidt som om vores held ingen ende vil tage. (Burde snart vinde i lotto)
Det starter egentlig godt. Mandag morgen, jeg er fuld af overskud, og bestemmer mig for at bekæmpe den bunke af vaske der efterhånden har hobet sig op efter sidste uges strabadser.  Det ligner faktisk lidt små tyske bunker der har invaderet det lille hjem i børkop.
Jeg får samlet sammen, og sat gang i maskinen. Mens jeg sidder der, og tænker, "forfanden hvor er du god og effektiv Nanna!".. så sker det. Vaskemaskinen, der ellers har været trofast og stået model til lidt af hvert, begynder at sige en meget høj pivlyd.  Jeg tør næsten ikke gå derud, jeg bevæger mig derud for at se om noget har sat sig fast under. (Evt. Naboens kat) .. men nej, lyden bliver bare højere og højere, i frygt for reel eksplosionsfare, gør jeg det eneste fornuftige (når man stadig ønsker rent tøj) jeg lukkede døren, og krydsede fingre for at lyden jo nok forsvandt af sig selv.
Det gjorde den bare ikke. Da den endelig stoppede, bestemte jeg mig for at det nok krævede en ny trofast ven.

Det blev til denne lækre samsung, og som i nok kan fornemme på mit ansigt, så ELSKER jeg den. Den kan tage dobbelt så mange kilo, og så er den bare SÅ lydløs.
Så eksplosionsfareren er nu afblæst.




Da jeg mandag købte den, stod jeg og rev mig lidt, med vores held skulle det nok passe bilen eller andet gik i stykker, og så havde jeg brugt pengene på en ny maskine. Hr. Mand forsikrede mig om at nu kunne der da ikke gå mere galt, jeg stemte i, og kørte kortet igennem.(omend lidt sveden)

Tirsdag morgen skete det så......... Ja, det undgåelige, nu ville bilen fanme ikke starte IGEN! Det var helt tydeligt at gamle golfi var helt afladet, på trods af han havde fået et ordentlig skud strøm om fredagen. Øv. Vi bestemte os for nu gad vi ikke være usikre på det gamle batteri, så det kostede nyt batteri til bilen også.
 .... Og så kan  der da ikke komme mere med gamle Golfi.


Onsdag var vidst ganske fredelig, selvom man efterhånden holder vejret.
Torsdag fik vi så hentet dyret, og fjernet de sidste af de tyske bunkers rundt omkring. derudover blev bokseren vejet, og har nu en kampvægt af 6 kg, og 61,5 cm.

Nu står det på weekend, hvor jeg flygter med begge børn, så Hr. mand kan få gamer-lejer med kammeraterne.
ja, du hørte rigtigt, de skal sidde der som en flok ulækre teenanger, og indvadere mit hjem med fladskærme og spillemaskiner, kaste cola og junk ind.


Der kan da vel ingen uheld ske, hvis jeg ikke er hjemme? - håber hytten ikke bliver overbelastet af mandehørm og brænder sammen ;) 




- vi prøver igen at komme igennem weekenden uden flere uheld ;)