Drengene

Drengene

torsdag den 21. marts 2013

et fællesansvar! - vi bekæmper mobning i flok!

følelsen af at være socialt udstødt kan være alt ødelæggende for et barn, barnet opnår ikke mange af de sociale kompetencer, som der ligger i det sociale sammenspil. Det kan sætte dybe spor i de børn der oplever mobning. Det kan ændre personens sociale tilgange for altid. barnet vælger nogle overlevelsesteknikker for ikke at gå i ''stykker''
Jeg oplevede som barn i 2 klasse at blive socialt udstødt. Det ikke noget mange voksne vil være ved hvis de har oplevet det, for sæt nu hvis det skulle indhente dem igen? Vi som voksne har et ansvar for vores børn og de omgivelser de færdes i, at vise dem hvor grænserne går, og at det er helt ok at man føler sig sådan.
Jeg var anderledes end de andre børn, det er ofte optræden karakteristika hos de børn der bliver ekskluderet fra fællesskabet. Jeg erkender jeg var anderledes, jeg var netop kommet fra byen, og ud i et lille landsby samfund, min forældre var skilt (hvilket ikke var så ofte optræden endnu, på daværende tidspunkt)
Min anderledeshed reagerede de andre børn på ved at sende mig i isolation. børn er ikke onde, jeg tror ikke på det var ondskabsfuldt gjort, de kunne bare håndtere min anderledeshed, og gjorde princippet det samme som deres forældre. de tog afstand. Istedet for at overveje hvad den anderledeshed var en invitation til? - lå der mere bag?
Når man er et socialt menneske som jeg altid har været, så er isolation næsten det værst tænkelig ''straf'' at få. Jeg lærte mig selv nye færdigheder hvor på jeg kunne tiltrække en anden form for socialt sammenspil, jeg var sjov ... på min egen bekostning, jeg gjorde nar af mig selv og min anderledeshed, til stor morskab for de andre børn, og lærer, faktisk.
Jeg konstaterede med mig selv omkring 3 klasse, at skadelig opmærksomhed for selvværdet, var bedre end isolationen og den larmende tavshed omkring mig.
Jeg lærte at blive god i skolen, selvom jeg er ordblind, og en ualmindelig stor skovl til matematik, lærte jeg at det var en måde at blive set, og modtage omsorg på. nogen gange var det ''bluff'', så havde jeg faktisk ikke styr på det, men med gode talegaver kan de fleste voksne blive overbevist.
Nu opsøgte mine klassekammerater mig enten for et billigt grin, eller for hjælp/støtte til deres opgaver, okay, det er jo også en form for opmærksomhed ...
Jeg skiftede skole senere igen, men denne gang havde jeg taget en lærdom med mig ved at være observatør. Jeg havde lært at den der råber højst og vildest opnår socialanerkendelse ved de andre .. jeg havde lært at være fremme i skoene og være provokatør.
Jeg lavede ting de andre børn ikke kunne forestille sig, chokeffekten så at sige. Jeg fik kærester før de andre, drak, røg, mobil, piercet, tattoveret før de andre, for et sekund skulle jeg ikke falde bag ud og blive social ekskluderet igen.
Den opførsel kunne jeg selvfølgelig kun slippe afsted med fordi der ikke var noget sikkerhedsnet bag mig, det undre mig at der aldrig er nogle lærer eller omgivelser der har spørgsmål tegn ved en 15 årige da bare fik en tattovering?
jeg var inde i dårlig rille jeg ikke længere kunne styre, det er svært at være på hele tiden.. Men så lærte jeg Nicklas at kende, og det her skal ikke være en eller anden pladder romantisk historie, for det handler faktisk ikke om at vi siden blev kærester, og forældre, men om at Nicklas lærte mig at det er okay at sætte grænser, at man faktisk ikke behøver at gøre noget udfarende for at andre skal kunne finde ens venskab værdig, Nicklas lærte mig at det var mine enskaber folk skulle kunne lide, og ikke hvad jeg gjorde for dem.

Nogen af de overnævnte overlevelses mekanismer, kan jeg mærke træder i kraft når jeg er usikker i forsamling, fx. så tror jeg stadigvæk at jeg skal være forsamlingens klovn for at andre kan forholde sig til mig. Det er den eneste jeg har tilbage, men jeg tror den vil sidde der for altid, for jeg er blevet præget.

Vi har alle et fællesansvar, for at se hvad der foregår med børnene omkring os, og vi har et fællesansvar for at gøre noget ved det. Mobning er ikke noget man skal stå alene med, det er et fællesansvar!




mandag den 11. marts 2013

når stridsøksen erstattes af håbet. (muff relateret)

tid er en relativ ting.. 10 mdr er kort tid i forhold til Bissen,  der synes jeg tiden løber stærkt, hurtigere end kanin i alices eventyrland. 10 mdr er lang tid når man læser og vil være færdig. 10 mdr er lang tid at undvære sin mor i.
Som de fleste nok ved har der været en konflikt imellem min mor og jeg, og som Malin Lindgren siger så; ''De fleste fødes i en familie, som de vokser op i, reagere imod og siden vender tilbage til.''
Min mor har født mig, og har haft mig boende i 15 år, hun har uden tvivl altid gjort hendes bedste, og det er jeg hende taknemlig for. Jeg er vokset op i hendes hjem, og under de vilkår hun og min far har givet mig. Ikke nødvendigvis de ideelle opvækst vilkår altid, i hvert fald ikke noget jeg ville ønske for mine egne børn. Listen er lang med ting der gør ondt at tænke på, men listen med gode og skøre oplevelser, som en trampolin i stuen er også lang.. om ikke andet må give min mor at min opvækst da har været uforudsigelige og alt andet end kedelig..
Jeg reagerede mod min familie da jeg var 15, det var kørt helt afsporet for både min mor og jeg, som min mor selv siger, så var hun brugt. Jeg har stor respekt for at min mor erkendte det, det er noget mange mødre ikke vil, og om ikke andet må man sgu da sige det er jordens største kærlighedserklæring til sine børn, at man erkende at man ikke kan give dem det man synes er bedst, og derfor giver plads til andre kan varetage det dyrebareste man har.
Det var først da jeg fik Bissen jeg fik sat grænser overfor min mor, nu handlede det ikke længere kun om mig, men om mit og Nicklas' dyrebareste.
Det er ingen hemmelighed at jeg synes min mor har haft et overforbrug. og jeg ønskede hun kunne være 100% mormor, det var enten alt eller intet.
Det var en periode for os begge, der inkluderede meget savn for os begge, og ikke mindst for mit vedkommende masser af rygrad for at holde fast, jeg havde sat min mor et ultimatum for at deltage i vores liv, og mit dyrebareste.
Min mor har indset hun har et problem, og det i sig selv er et kæmpe skridt! jeg er super stolt af hende og synes hun er rocker sej.
Hun gør noget aktivt nu, og derfor har jeg også ses med hende for første gang i 10 mdr.
vi tager det i mit tempo, men hvor er det bare fedt at se hun kæmper, og gør alt hvad hun kan!
Jeg tror og håber at det er nu det lykkedes så vi alle kan samles igen .... jeg ved hun kan  hvad hun vil...



onsdag den 6. marts 2013

Tristan design.

Idag havde jeg været i IKEA, bissen har simpelthen så meget legetøj, så vi havde brug for flere kasser. Det blev bare de almindelig kedelig fra ikea, hvor man kan få to for 70 kr.
Jeg synes nu alligevel de var lidt kedelige i et børneværelse, så ned med mig og købe vandbaseret tusser.
Så har Tristan og jeg ellers dekoreret.
Er overbevist om han har glimrende fremtid som designer :D bedøm selv! - Og når ja, en rigtig kunstner er ikke ren. :D