Til de skarpe, kloge eller velinformeret, kommer det næppe som nogen overraskelse at Bokseren blev 3 måneder den 16 november.
Vi har set frem til det længe. Da jeg gik med ham i mine arme og han skreg omkring 6 stive timer dagligt, og aldrig havde dyb ro til søvn. Der glædet jeg mig til han blev 3 måneder, for alle sagde at måske var vi heldige og det stoppede der.
Når jeg gik i mørke med ham tæt indtil kroppen i vuggende bevægelser, mens jeg inde i hovedet, nærmer var i en osteklokken hvor man ikke længere registere gråden på samme måde, for det er man nødtil. Der gik jeg og messede til mig selv '' Til november, til november, til november''.
Jeg indså at jeg var ved at blive langsom sindssyg, jeg var nødtil at gøre noget, man kan da forhelved ikke bare lade ens barn have ondt, og så håbe det nok går over.
Det var startskuddet til at ruinere mig selv. Vi prøvede biogaia dråber, vi prøvede svøb, strækvikler, zoneterapi, lactocare, utal af læge besøg, gå ham i søvn, special kost til mig der ammede, movicol, kiropraktor.
Og så stoppede det..... om det var kiropraktor, eller om det var fordi vi fandt ud af at mit voldsomme nedløb og overproduktion simpelthen gav av i maven, om det var movicolen eller hvad det var, det ved jeg ikke.
- og ærligt, så er jeg faktisk også ligeså ligeglad som kun en teenager ville kunne være det. Det stoppede. Mit barn kunne være i sin egen krop.
De 3 måneder har samlagt kostet 3 indlæggelser, tåre nok til at fylde fjorden, lommer mere tømte end da vi begge to var under uddannelse, hårdt arbejde der selv ville få de 7 små dvæge til at ligne svæklinger, og uendelig meget kærlighed.
Selvom det har været hårdt, og jeg ved gud opdagede noget der kunne lige 20 ekstra trætheds rynker, er det mere end det hele værd.
Bokseren trives, og er en glad nem lille dreng.
Jeg skal lige vende mig til at Hr. mand går hjemme, og jeg har lagt en del af ansvaret på ham, for at kan få studiet til at fungere.
Bokseren triller, smiler, griner og pludre.
Begge mine drenge smelter mit hjerte hver dag, men forfanden hvor gør de mig også trætte indimellem.
Men det er vel også det der gør en til mor, at uanset hvor træt man er, og tror mig, man opdager først hvad træt er, når man er blevet forældre, og ikke i flere måneder har prøvet mere end 4 timers søvn i streg. Så er man stadig mor (eller far), og man kommer igennem det, fordi intet i denne verden er vigtigere end at ens børn trives.
(At jeg tilgengæld ligner en brugt karklud, der ser det som dagens succes, hvis jeg både når i bad samt spise er noget andet)
Bokseren har nu opnået en kampvægt på 5430 gram (ved fødsel 2890, senere tabt sig til 2500) og en længde på 60 cm (ved fødsel 48 cm)
Man kan da ikke være andet end stolt (og træt), med disse to krudtugler!
Så må jeg leve på kærlighed (og kaffe!).. og det kan man jo faktisk også komme ganske langt med.
