jeg bliver ked af det mor..

Det her blog indlæg er et jeg virkelig godt selv kunne have tænkt mig at læse. Men de findes desværre ikke rigtig, for der er åbenbart ikke nogen der vil skrive om det.

Vi som familie har haft en virkelig hård start på at gå fra 3, til 4.
12 dages indlæggelse, hvor jeg meget af tiden var så smerteramt at jeg slet ikke var i stand til at se bis. Bagefter kom en lillebror til verden der havde svært ved at rumme besøg, som gjorde bissens besøg blev begrænset. Dertil kom at når han var der var vi nødtil at tysse meget på ham, af hensyn til både Milan, men også andre børn.
Vi har været hjemme nu i 2 uger.
Bissens reaktioner er begyndt at vise sig. I starten var det meget far det gik udover. Nicklas fik meget skæld ud, og besked på at holde sig på afstand.. bissen havde brug for sin mor, brug for at have hende i fred. Det skal siges at bis aldrig har haft rn reaktion overfor hans lillebror! Han er så glad for hans lillebror, at han faktisk er ved at "kysse hovedet af ham" af ren glæde.. heldigvis :')
Da jeg havde været hjemme i knap en uge, da bis under maden bryder ud i gråd over noget vi ikke forstår, han græder længe, og det er tydeligt at se  det ikke længere drejer sig om ris eller andet. Bis græder længe, og helt fra hjertet. Mor duer ikke, og han sidder tæt omslynget sin far, og får bare grædt ud og puttet sig i hans fars trygge favn.
Jeg måtte rejse mig på et tidspunkt fordi jeg synes det var hårdt. Men nicklas sad der med bis og rummede det hele vejen, selvom jeg kunne se han var berørt. Bagefter virkede bis tydeligt lettet og gladere end han havde været de sidste dage, "straffen" af far ophørte også.
Der er ved at falde ro over bis igen, selvom vi kan mærke han stadig ikke er faldet helt på plads igen, og reagere stadig på at komme i vuggestuen..

Jeg synes det har og er sindssyg hårdt. Jeg kæmpede virkelig med tanken om at det var vores skyld at bis var ulykkelig. Fordi vi havde bestemt at få en lillebror. Jeg snakkede med vuggestuen  om det, som gav mig ro i maven. Vi har gjort det godt med tristan al den kærlighed vi indtil nu har givet ham, giver han videre til sin lillebror.  Vi har givet dem nogle udfordringer med hinanden, men bestemt også hinanden hele livet.  Aldrig skal de føle sig alene, foruanset hvad der sker har de hinanden, og er brødre forevigt ♡


Fordringer kræver tilvendinger, og vi er ved at være der. ♡