hjemkomst!

Jeg har ikke turde skrive det her indlæg, af frygt for noget gik galt. Sjovt hvordan man nærmest kan blive overtroisk i pressede situationer. Jeg har endda en enkelt gang i den her fase bedt til gud. Noget jeg ikke har gjort i mange år. Jeg har også tænkt karma tanken da Milans gulsot blev værre og vægten faldt. "Hvad har jeg dog gjort som var så forfærdeligt, at min familie og jeg fortjener det her?"

Men nu tør jeg.. jeg føler mig på den sikre side (næsten, i hvertfald)
Vi kom hjem i søndags, Milan havde vejning på sygehuset, og jeg ved som altid ved at gå ud af mit gode skind. Det er ligesom en eksamen hver gang, der kunne afgøre dels om Milan trives, men også hvornår vi blev samlet som familie.
Milan havde heldigvis taget imponerende 80 gram på, og vi fik lov at komme hjem!
Lykken og euforien ramte!! "Yes vi skal virkelig hjem" - men lige som resten af den her tur så var der et MEN. Det her MEN hed at Milan skulle have taget på om onsdagen for at vi måtte blive hjemme.
Great.. hvor meget tror i vi slappede af som familie, med den "trussel" over hovedet?
Nicklas var igen unik. Han fik mig til at slappe så godt af som det var muligt.
Bare at nyde vi i det mindste var sammen i de dage.
Det gav pote, i onsdags havde Milan taget 100 gram på, og vejer nu 2900 gram og er 49,5 cm.
Han fik ros udover alle parametre.

Nu kan vi slappe af og være stolte! .. ENDELIG HJEMME, ENDELIG SAMLET .. 💙💙💙👍