Drengene

Drengene

tirsdag den 9. december 2014

fertilitetsverden, den verden du ikke har lyst til at være en del af.

Selv små fødder kan sætte store spor!
Begyndelsen til noget stort, starter i det små. <3
Idag er et ret personligt indlæg.
Mange i vores omgangskreds ved det godt, men derfor er det nu alligevel lidt grænseoverskridende at skrive om det.
I forbindelse med at lave lillebror var Hr. mand og jeg en smule inde og snuse til Fertilitetsverden. Den verden du ikke har lyst til at være en del af, og når du når derhen, så ønsker du brændende at være en del af den, fordi du er desperat for at opleve noget andet end konstante skuffelser, fordi man er desperat efter at få opfyldt sit største ønske.


Hr. mand og jeg vidst godt at det der med at lave babyer, ikke var noget der gik super hurtigt for os. Derfor var Bis heller ikke mere end 8 mdr. da vi droppede alt prævention, og så kom det når det kom jo, ingen stress, vi tog det som det kom.. yeah right. Det gik rigtig godt indtil Bis var 1 år og 3 mdr. så begyndte vi da at undre os lidt, det her var så starten til mental sindssyge. Hvor det eneste man nærmest kan gå op i er 2 streger på tissepinde.
Vi forsøgte at kortlægge cyklus, gå efter faste dage, ægløsningstest, ændrede kostvaner mm. Da Bis var 1,5 år, var jeg (og jeg indrømmer det var mig) ved at blive mildsttalt desperat.

Hvorfor fanden skete der ikke noget? - vi er jo unge mennesker? .. vi da friske, og spiser nogenlunde sundt?
Jeg blev total desperat over folks velmenende kommentarer, når de sagde, ''skal Bis ikke snart være storebror?'', vi smilte og svarede ''ej vi har lige nogen uddannelser, der skal gøres færdige'', mens man indeni var ved at bryde fuldstændig sammen og tude.

SÅ kom uretfærdighedsfølelsen. I en periode kunne jeg simpelthen ingen gang se trailer for De unge mødre, uden at jeg var ved at koge over. Hvad skete der for at kvinder uden er særlig IQ, eller stabilie leveforhold bare kunne poppe den ene unge ud efter den anden?! .. Mens vi, fornuftige unge mennesker, med stabilie forhold, sund økonomi, og et hjem fyldt med kærlighed ikke kunne.
Jeg begyndte at bakke og trække mig fra veninder der blev gravide, jeg blev så dybt misundelig, selvom det overhovedet ikke var begrundet.


da vi ramte Oktober 13, havde vi forsøgt i 1 år. Vores læge sagde at nu var det tid til at henvise os videre i systemet.
Det gjorde hun og vi ringede til nærmeste offentlige klinik... 6 MÅNEDERS VENTETID?! .. jeg var ved at blive vanvittig, og fortvivlet. Vi ville gerne have vores børn tæt, på det her tidspunkt ville bis være tæt på 2,5 år, og vi ville komme til forundersøgelse, vi ville ingen gang være i gang, eller tættere på afklaring. og så tager graviditeten også 9 måneder.
Vi bestemte os for at benytte os af behandlingsgarantien. Vi kom på privatklinik, aagaard, i kan finde det HER. Det betød godt nok vi skulle køre til Århus, men vi var efterhånden desperate.
Vi kom til med det samme (i November). Det var jordens mest venlige personale vi mødte. Både Hr. mand og jeg var temmelig nervøse for at de ikke ville tage os seriøst, grundet vores unge alder.
Både Hr. mand og jeg, blev undersøgt selv samme dag (jeg lettere overfladisk), vi blev sendt hjem og skulle vente på svar.

Så startede der en lang række nye følelser, især nervøsitet og fortvivlelse. ''Er det mig der er noget galt med?'', ''Er det ham der er noget galt med?'', ''Hvor galt er det?'', ''Bliver han, hvis det er mig?''
Var bare nogen af de spørgsmål der meldte sig, og mange af dem var selvfølgelig slet ikke berettet.
AAgaard ringede samme dag, Hr. mand fejlede ingenting, og havde faktisk efter lægens udsavn, absolut ingen ting at være ked af, han var i fantastisk stand til at formere sig. (forstil jer, hvor kæphøj hr. mand var resten af dagen, ja og har været lige siden af det resultat :D )
Great, tænkte jeg som stadig gik og ventede. Så er det jo helt sikkert MIG der er noget galt med.
Efter flere undersøgelser, af mindre behagelig art, kunne det konstateres, at det umiddelbart heller ikke var noget galt med mig.

- OKAY.. så strandede vi pludselig et nyt sted, vi ikke havde regnet med. Hvis ikke der var noget galt, hvorfor fanden skete der så ikke noget?!
Heldigvis slap AAgaard os ikke, og planen blev insemination, UDEN hormoner i første gang.
Nu trådte vi officelt ind i fertilitetsverden. En verden der har givet os en masse nye bekendte, men også en verden vi oplevede var fyldt med store drømme, mange skuffelser, sorger. - Og enkelte store glæder.
Det var total urealistisk at vi i en alder af 21 år stod og var en del af det her. Det er da kun noget der sker for folk der 35 år, der ligesom glemte at formere sig, da de havde formen til det ikke?!

Så gik det ellers igang, jeg kørte i pendulfart, frem og tilbage fra Vejle til Århus for at finde det helt rigtige tidspunkt. Min ægløsning blev ved med at udblive, og vi begyndte at blive ret presset fordi vi vidste klinikken snart lukkede ned julen over.
Det endte med vi ikke nåede det, fordi klinikken lukkede, og fordi vi skulle til Sjælland og holde jul.
Vi bestemte os for at fortælle mine svigerforældre på sjælland hvad vi stod i.
Janne, min ene svigermor, (ja, det lyder rodet, men sådan er det når man er skilsmissebarn), der er zoneterapuet tilbød at prøve at give mig noget behandling. Jeg selv har altid været mega skeptis overfor sådan noget (hulabula-noget), men bestemte mig for i alt min desperation at det skulle have et forsøg.
Janne gav mig en behandling - det var som at komme i himlen! - jeg faldt faktisk i søvn så skønt var det.
Janne har gode erfaringer med barnløsbehandlinger, og laver iøvrigt også psykoterapi.  i kan finde hendes side HER.

Vi slappede af resten af juleferien, og forsøgte at undgå den øvrige familiens spørgsmål om det ikke snart skulle være. Vi vidste jo vi var igang nu, og gjorde alt vi kunne.
6. januar, testede jeg positiv, jeg tog egentlig kun en test fordi jeg snart skulle starte oppe ved AAgaard igen.

Det var helt vanvittigt og syrrealistisk og stå der, med de længe ventede 2 streger.
Havde vi virkelig klaret det selv? - kun med hjælp fra Zoneterapi?
Jeg ringede til Hr. mand som var i skole, vi var ellevilde, og hoppede rundt i sengen. Tænk det lykkedes.
Nu skulle vi starte vores næste store, og begivenhedsrige rejse. - Og det blev den, på mange flere måder end vi kunne have forstillede os. 





Knap en uge inden Milan blev født, 34+3.



Her møder drengene hinanden for første gang. Nok det største øjeblik i mit liv. 
Vores store ønske var de blev født tæt på hinanden, så de kunne få samme glæde ud af hinanden som min bror og jeg har fået.
Der er 2,5 år mellem drengene <3














Milan knap 4 mdr, koorigeret 3 mdr





Vi var så kort tid i fertilitetsverden, men det var hårdt! - Jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Jeg har dyb respekt for dem der kæmper med barnløshed i mange år.
Men kampen var det hele værd, jeg har fået den skønneste trold <3
Hr. mand og Lillebror <3 


fredag den 5. december 2014

ugen vi forsøgte ikke at lave ulykker.

Sidst skrev jeg om vores ret fatale uheldige uge. Den kostede økonomisk, med baby alarmer, bil, og telefoner.

Det er sådan lidt som om vores held ingen ende vil tage. (Burde snart vinde i lotto)
Det starter egentlig godt. Mandag morgen, jeg er fuld af overskud, og bestemmer mig for at bekæmpe den bunke af vaske der efterhånden har hobet sig op efter sidste uges strabadser.  Det ligner faktisk lidt små tyske bunker der har invaderet det lille hjem i børkop.
Jeg får samlet sammen, og sat gang i maskinen. Mens jeg sidder der, og tænker, "forfanden hvor er du god og effektiv Nanna!".. så sker det. Vaskemaskinen, der ellers har været trofast og stået model til lidt af hvert, begynder at sige en meget høj pivlyd.  Jeg tør næsten ikke gå derud, jeg bevæger mig derud for at se om noget har sat sig fast under. (Evt. Naboens kat) .. men nej, lyden bliver bare højere og højere, i frygt for reel eksplosionsfare, gør jeg det eneste fornuftige (når man stadig ønsker rent tøj) jeg lukkede døren, og krydsede fingre for at lyden jo nok forsvandt af sig selv.
Det gjorde den bare ikke. Da den endelig stoppede, bestemte jeg mig for at det nok krævede en ny trofast ven.

Det blev til denne lækre samsung, og som i nok kan fornemme på mit ansigt, så ELSKER jeg den. Den kan tage dobbelt så mange kilo, og så er den bare SÅ lydløs.
Så eksplosionsfareren er nu afblæst.




Da jeg mandag købte den, stod jeg og rev mig lidt, med vores held skulle det nok passe bilen eller andet gik i stykker, og så havde jeg brugt pengene på en ny maskine. Hr. Mand forsikrede mig om at nu kunne der da ikke gå mere galt, jeg stemte i, og kørte kortet igennem.(omend lidt sveden)




Tirsdag morgen skete det så......... Ja, det undgåelige, nu ville bilen fanme ikke starte IGEN! Det var helt tydeligt at gamle golfi var helt afladet, på trods af han havde fået et ordentlig skud strøm om fredagen. Øv. Vi bestemte os for nu gad vi ikke være usikre på det gamle batteri, så det kostede nyt batteri til bilen også.
 .... Og så kan  der da ikke komme mere med gamle Golfi.


Onsdag var vidst ganske fredelig, selvom man efterhånden holder vejret.
Torsdag fik vi så hentet dyret, og fjernet de sidste af de tyske bunkers rundt omkring. derudover blev bokseren vejet, og har nu en kampvægt af 6 kg, og 61,5 cm.

Nu står det på weekend, hvor jeg flygter med begge børn, så Hr. mand kan få gamer-lejer med kammeraterne.
ja, du hørte rigtigt, de skal sidde der som en flok ulækre teenanger, og indvadere mit hjem med fladskærme og spillemaskiner, kaste cola og junk ind.


Der kan da vel ingen uheld ske, hvis jeg ikke er hjemme? - håber hytten ikke bliver overbelastet af mandehørm og brænder sammen ;) 




- vi prøver igen at komme igennem weekenden uden flere uheld ;)




fredag den 21. november 2014

hvordan man runiere sig selv på en uge.

Ja, det skulle jo egentlig have været en afslappet uge. Joh Bokseren skulle vaccineres om mandag, men ellers ikke noget der bød på de store udfordringer for en 2. gangsmor som mig. Troede jeg.

Mandag blev Bokseren vaccineret, og han fik det RIGTIG dårligt, høj feber og utilpas. Og så klynkede han som ellers kun en mand kan det. Jeg tror han var blevet inspireret af både hans far og bror.

Tirsdag var han heldigvis kun en smule utilpas, så vi tog op til svigermutti som havde lavet lækker mad.
Bokseren nægtede at sove, Hr. mand og jeg skiftes til at gå med ham, så halv lunken ellers god mad. Meeen hvae, halv lunken, er jo bedre end halv kold.
Vi fik enormt fede Julekalendere af svigermor, som da kunne få et smil frem på alles læber!

Tirsdag aften sætter jeg mig på min mobil og flækker skærmen.
Onsdag tager vi til kiropraktor med Bokseren, og smider de sidste 300 kr.
Torsdag morgen går bilen i stykker, og nægter at starte!
babyalarmen virker heller ikke længere, og nu er nicklas' telefon også stået af!

- idag skulle jeg aflevere den store i børnehave, og for første gang i halvandet år, så tager jeg cyklen.
Det var sikkert sundt nok, men på ingen måde rart  at ligge dagen ud med at få bekræftigt ens alt for dårlig kondition.



Weekenden står på juletræstræf, vi skal vække julemanden ved vandmøllen, og så skal vi prøve at undgå flere uheld!

- Da jeg skal have nye babyalarmer, så anbefal gerne en! 

tirsdag den 18. november 2014

3 måneders update.

Til de skarpe, kloge eller velinformeret, kommer det næppe som nogen overraskelse at Bokseren blev 3 måneder den 16 november.
Vi har set frem til det længe. Da jeg gik med ham i mine arme og han skreg omkring 6 stive timer dagligt, og aldrig havde dyb ro til søvn. Der glædet jeg mig til han blev 3 måneder, for alle sagde at måske var vi heldige og det stoppede der.
Når jeg gik i mørke med ham tæt indtil kroppen i vuggende bevægelser, mens jeg inde i hovedet, nærmer var i en osteklokken hvor man ikke længere registere gråden på samme måde, for det er man nødtil. Der gik jeg og messede til mig selv '' Til november, til november, til november''.
Jeg indså at jeg var ved at blive langsom sindssyg, jeg var nødtil at gøre noget, man kan da forhelved ikke bare lade ens barn have ondt, og så håbe det nok går over.
Det var startskuddet til at ruinere mig selv. Vi prøvede biogaia dråber, vi prøvede svøb, strækvikler, zoneterapi, lactocare, utal af læge besøg, gå ham i søvn, special kost til mig der ammede, movicol, kiropraktor.
Og så stoppede det..... om det var kiropraktor, eller om det var fordi vi fandt ud af at mit voldsomme nedløb og overproduktion simpelthen gav av i maven, om det var movicolen eller hvad det var, det ved jeg ikke.
- og ærligt, så er jeg faktisk også ligeså ligeglad som kun en teenager ville kunne være det. Det stoppede. Mit barn kunne være i sin egen krop.
De 3 måneder har samlagt kostet 3 indlæggelser, tåre nok til at fylde fjorden, lommer mere tømte end da vi begge to var under uddannelse, hårdt arbejde der selv ville få de 7 små dvæge til at ligne svæklinger, og uendelig meget kærlighed.

Selvom det har været hårdt, og jeg ved gud opdagede noget der kunne lige 20 ekstra trætheds rynker, er det mere end det hele værd.
Bokseren trives, og er en glad nem lille dreng.
Jeg skal lige vende mig til at Hr. mand går hjemme, og jeg har lagt en del af ansvaret på ham, for at kan få studiet til at fungere.
Bokseren triller, smiler, griner og pludre.

Begge mine drenge smelter mit hjerte hver dag, men forfanden hvor gør de mig også trætte indimellem.
Men det er vel også det der gør en til mor, at uanset hvor træt man er, og tror mig, man opdager først hvad træt er, når man er blevet forældre, og ikke i flere måneder har prøvet mere end 4 timers søvn i streg. Så er man stadig mor (eller far), og man kommer igennem det, fordi intet i denne verden er vigtigere end at ens børn trives.
(At jeg tilgengæld ligner en brugt karklud, der ser det som dagens succes, hvis jeg både når i bad samt spise er noget andet)


Bokseren har nu opnået en kampvægt på 5430 gram (ved fødsel 2890, senere tabt sig til 2500) og en længde på 60 cm (ved fødsel 48 cm)

Man kan da ikke være andet end stolt (og træt), med disse to krudtugler!
Så må jeg leve på kærlighed (og kaffe!).. og det kan man jo faktisk også komme ganske langt med.











fredag den 12. september 2014

Mit online sikkerhedsnet

Jeg har med begge drengene fra jeg opdagede jeg var gravid, meldt mig ind på den online side www.minmave.dk Til dem der ikke kender siden så er det en internet side der samler mødre fra hele landet, og ulandsdansker. Man kan melde sig ind i den gruppe, der også har termin i samme måned som en selv, ergo terminsgruppe.

Da jeg meldte mig ind da jeg var gravid med Tristan var jeg 19 år gammel, og første gangs gravid. Der var altså ikke nogen i min omgangskreds der selv stod med babyproblematikker. Oveni hatten var der faktisk ikke rigtig nogen i min tætte omgangskreds (udover en enkel) der i længden var særlig interesseret i at min liv nu indeholdte baby, og ikke byture i massevis. Så det kostede hele vennekredsen mere eller mindre.

I min terminsgruppe Januar 12, også kendt som ''Skråledåserne'', har jeg fået svar på mange af mine spørgsmål, og svar på tiltale ;) .. vi har grint og grædt sammen, og de kender mig bedre end de fleste af mine ''gamle'' venner.  jeg fået virkelig mange bekendtskaber, og faktisk også dissideret venskab. Af dem kan nævnes Århuspigerne jeg har besøgt gentagende gange, både som byture med andre mødre, lagersalg, og bare rigtig hyggelige venindeaftner.

Søde sifs 25 års, fra terminsgruppen januar'12

Bytur

Sille og jeg <3

Silles og min dreng, der så hinanden for første gang, da tristan var 14 dage og Noah en uge.

Første gang mange af os så hinanden ''i virkeligheden'' vi var samlet fra store dele af Jylland, og en enkelt fra fyn.
Alle disse tøser har og betyder forsat en stor del i mit liv. De har været en uendelig støtte.

Her er Tristan og Noah.


''Dåserne'' var på mange måder uundværlig for mig, og fulgt mig i en kæmpe udvikling.Jeg har besøgt mange af dem, også på sjælland og fyn. Selvom vores børn er 2,5år nu, så følger vi stadig hinanden, i hvert fald mange af os.

Helt særlig skal nævnes fra Jan'12, og det er Susie.
Vi kom faktisk først rigtig til at snakke sammen da vores drenge var 4 mdr. og vi tilfældigvis flyttede til samme by. Her sørgede Susie for at jeg kom i hendes mødregruppe, så jeg havde mulighed for at lære nogle nye at kende i området. Det blev starten på et fantastisk venskab.
Susie har jeg delt mange timer med, glæder og sorger. Hvis der er noget, så er det altid Susie jeg ringer til. Susie er blevet en nær ven af familien, vi tager på ferier med hinanden, og deltager i familiefester mm. Susies unger er faktisk blevet som fætter og kusine til mine.
Da jeg startede på min uddannelse, der passede Susie tristan de første 2-3 indkald, ellers havde det ikke været muligt for at starte, og jeg skulle have ventet et år.
Susie og jeg kan sidde og glo ud i luften og lave ingenting sammen. Vi har været med til hinandens eksamner som støtte, og meget mere end jeg nogensinde havde regnet med en terminsgruppe ville give mig.
Nu da Milan blev født for tidligt, skrev susies mor også til mig, og spurgte ind, bare for at illustere hvor tæt vi er blevet med hinandens familier også.
Derfor er det også helt naturligt at Susie selvfølgelig skal være fadder til Milan, igennem min behandling, graviditet, og indlæggelse var hun en fantastisk støtte, og hjalp blandt andet med tøjvask for at aflaste Nicklas.
Sebastian og Tristan sidste år


Fra vores fælles sommerferie i år, som bestemt ikke bliver den sidste.
Drengene har et unikt bånd til hinanden, og holder altid sammen, både i vuggestuen og overfor Susies piger.




Nu er jeg i en ny terminsgruppe sep'14. Man kunne tænke hvad jeg dog kunne få ud af ny, når jeg har fået så meget ud af tristans. Men det ville overraske jer hvor meget man glemmer.. Nøj hvor har de tøser allerede været uundværelige, jeg følger med i dem allesammens liv, og kan bliver bekymret for dem.
Da Milan blev født for tidligt blev de især vigtige, der blev dannet en undergruppe for os der har præmaturbørn. Det har virkelig lettet og guidet mig. Det var en tid med mange følelser, og er det stadig. Jeg er sikker på jeg får udviklet ligeså gode venskaber med alle dem.

De er mit online sikkerhedsnet.

mandag den 8. september 2014

jeg bliver ked af det mor..

Det her blog indlæg er et jeg virkelig godt selv kunne have tænkt mig at læse. Men de findes desværre ikke rigtig, for der er åbenbart ikke nogen der vil skrive om det.

Vi som familie har haft en virkelig hård start på at gå fra 3, til 4.
12 dages indlæggelse, hvor jeg meget af tiden var så smerteramt at jeg slet ikke var i stand til at se bis. Bagefter kom en lillebror til verden der havde svært ved at rumme besøg, som gjorde bissens besøg blev begrænset. Dertil kom at når han var der var vi nødtil at tysse meget på ham, af hensyn til både Milan, men også andre børn.
Vi har været hjemme nu i 2 uger.
Bissens reaktioner er begyndt at vise sig. I starten var det meget far det gik udover. Nicklas fik meget skæld ud, og besked på at holde sig på afstand.. bissen havde brug for sin mor, brug for at have hende i fred. Det skal siges at bis aldrig har haft rn reaktion overfor hans lillebror! Han er så glad for hans lillebror, at han faktisk er ved at "kysse hovedet af ham" af ren glæde.. heldigvis :')
Da jeg havde været hjemme i knap en uge, da bis under maden bryder ud i gråd over noget vi ikke forstår, han græder længe, og det er tydeligt at se  det ikke længere drejer sig om ris eller andet. Bis græder længe, og helt fra hjertet. Mor duer ikke, og han sidder tæt omslynget sin far, og får bare grædt ud og puttet sig i hans fars trygge favn.
Jeg måtte rejse mig på et tidspunkt fordi jeg synes det var hårdt. Men nicklas sad der med bis og rummede det hele vejen, selvom jeg kunne se han var berørt. Bagefter virkede bis tydeligt lettet og gladere end han havde været de sidste dage, "straffen" af far ophørte også.
Der er ved at falde ro over bis igen, selvom vi kan mærke han stadig ikke er faldet helt på plads igen, og reagere stadig på at komme i vuggestuen..

Jeg synes det har og er sindssyg hårdt. Jeg kæmpede virkelig med tanken om at det var vores skyld at bis var ulykkelig. Fordi vi havde bestemt at få en lillebror. Jeg snakkede med vuggestuen  om det, som gav mig ro i maven. Vi har gjort det godt med tristan al den kærlighed vi indtil nu har givet ham, giver han videre til sin lillebror.  Vi har givet dem nogle udfordringer med hinanden, men bestemt også hinanden hele livet.  Aldrig skal de føle sig alene, foruanset hvad der sker har de hinanden, og er brødre forevigt ♡


Fordringer kræver tilvendinger, og vi er ved at være der. ♡

søndag den 31. august 2014

status på maven 14 dage efter fødslen :)

Nu er jeg blevet spurgt et par gange hvordan maven ser ud her anden gang :)
Jeg har desværre ikke en vægt, så jeg ved endnu ikke hvor meget jeg har tabt.
Men slut vægten med bokseren sagde +17 kg.
maven er stadig slasket, og graviditeten har kostet en særdeles flad numse, men det må trænes op igen. Indtil videre er jeg godt tilfreds! :)

billede 1 er her 14 dage efter fødslen, billede 2 er 12 timer inden bokseren meldte sin ankomst, 35+2