Bloggen har været ude af brug i rigtig rigtig lang tid. Men nu har jeg brug for bloggen igen. Sagen er den at bis er blevet storebror. Det er der som sådan ikke noget sensationelt over.. bissens lillebror er et ønskebarn, præcis ligesom ham.
Omstændighederne bissens lillebror, Milan kom til verden på var til gengæld ikke "ønske" omstændigheder.
Det startede med mavesmerter sidste mandag, smerterne kom som jag i over maven. Efter jeg måtte skrige af smerte flere gange, blev bissens far og jeg enige om at det nok var en god ide at give fødegangen et kald. De ville gerne se os, og var bekymret for svangerskabsforgiftning.
Jeg troede det bare var et hurtigt tjek, så da bissen faldt i søvn i bilen undervejs til kolding, blev vi enige om at far og bis blev i bilen.
Det blev ikke noget hurtigt tjek. På fødegangen blev MEGET tjekket, blodprøver, ctg, blodsukker, blodtryk mm.
Ingen forklaring andet end at der var for meget protein der kunne indikere begyndende svangerskabsforgiftning, samt at jeg havde bekymrende lav blodprocent på 5,4.
Jeg blev sendt hjem kl. 00.30 med ekstra jern tabelletter, med en besked om at kontakte lægen hvis jeg forsat havde smerter.
Smerterne forsatte så tirsdag kontaktede vi egen læge, der fandt øgning i proteinen igen. Jeg blev sendt til kolding sygehus, hvor jeg blev indlagt.
Smerterne havde nu udviklet sig til reelle veer. Lillebror blev skønnet til 2400 gram på scanningen, og jeg blev lagt på en stue med ctg, (som skulle blive en trofast ven de næste mange dage) og lagt med noget smertestillende.
Man konstatere at jeg er åben og på vej i fødsel. Problemet er bare at jeg kun er i 34+5 uger henne, og lillebror derfor slet ikke er klar endnu!
Der mødte jeg min første mur, lægerne ville ikke gøre noget for at stoppe en fødsel efter uge 34.
i 4 dage lå jeg med store vesmerter, hvor at jeg kun gik i minimale skridt i mod en fødsel, men havde smerterne. Forstil jer veer i 4 dage, jer der har født.
Jeg blev smertedækket med morfin, efter 3 dage sagde jeg stop til morfinen, både Milan og jeg kunne blive afhængige, samt at Milan blev enorm "slap" i maven af det.
Der mødte jeg næste mur. De sætter ikke en fødsel igang heller før uge 37.
Jeg var ramt i total krydspres, og læger der ikke kunne finde ud af hvad den havde sagt og gjort.
I 5 dage vidste nicklas og jeg ikke om vi var købt eller solgt, i forhold til at få et barn med hjem der ikke var morfin afhængig, samt at jeg kunne leve.
Til sidst brød jeg grædende sammen, jeg tikkede dem om at få det til at stoppe, og hvis de ikke ville det måtte de hjælpe min krop igang, med det den ikke længere selv kunne gøre, men stadig producerede veer.
Lægen bøjede sig, og gav mig vehæmmende. Det hjalp, og veerne forsvandt næsten i 2,5 time. Nicklas og jeg var fortrøstningsfulde, måske jeg gik tiden ud alligevel, måske lillebror kunne blive færdigbagt, og jeg kunne komme hjem, og vi kunne være en familie igen.
Men... så startede det igen. Nicklas var nødtil at køre hjem og hente bis. Midt i alt det her, skal man huske der også er et 2,5 årige barn i klemme der ikke har set sin mor siden mandag.
Lægerne meddeler de nu har gjort alt, både Milan og jeg er så smerte påvirket, eller jeg er, men jeg kan ikke spise for veer og kaster op, sover ikke, er på smertestillende der påvirker ham.
De bestemmer sig for at tage vandet.
Jeg ringer til nicklas. Han får afleveret bissen hos farmor, og kommer ind.
Da vandet bliver taget forsvinder alle mine smerter øjeblikkelig, og veerne ligeså.
Great siger jeg til Nicklas, vi skal åbenbart have en møgunge mere, der vil være modsat :)
Kl. 00 bliver der sat ve drop. Kl 2.20 bliver det konstateret jeg er 4 cm åben og nu i aktiv fødsel.
Jeg er så udmattet, at jeg på det her tidspunkt er overbevist om at jeg ikke kan føde Milan. Jeg kigger på nicklas grædende og siger jeg ikke kan.. jeg har ikke flere kræfter efter 5 dage.. Nicklas stryger mig i håret , og siger han ved jeg kan, der er ikke det jeg ikke kan.
Milan bevæger sig under veerne, vi ligger begge hånden på, og mærker vores søn en sidste gang i maven, uden at vide hvilken tilstand han ville være i når han kom ud, og hvor meget hjælp han skulle have.
Jeg får lagt en epidural blokade, som et sidste forsøg inden jeg bliver sendt til kejsersnit fordi jeg er for udmattet.
Han når at ligge blokaden, men den virker kun i den ene side, da han skal rette den til, siger jeg til jordemoderen, "jeg skal føde nu, med lavmælt stemme". Hun kigger og råber til narkoselægen, det skal hun sgu også, han smækker hurtigt et stort plaster på det åbne sår han har gang i, om på ryggen, 4 pres og Milan er født.
Både Nicklas og jeg græder, det er en lettelse, vi har fået et barn, et rigtigt barn, jeg var enorm bange for han lignede en alien, eller foster på anden vis. Men han ligner sin bror. Jeg græder det er over nu, og de siger han er stor og flot, han trækker vejret fint, og græder.. han er lille bitte synes jeg, men fantastisk alligevel. Han bliver vejet og er 48 cm og 2890 gram.
