hvordan man runiere sig selv på en uge.

Ja, det skulle jo egentlig have været en afslappet uge. Joh Bokseren skulle vaccineres om mandag, men ellers ikke noget der bød på de store udfordringer for en 2. gangsmor som mig. Troede jeg.

Mandag blev Bokseren vaccineret, og han fik det RIGTIG dårligt, høj feber og utilpas. Og så klynkede han som ellers kun en mand kan det. Jeg tror han var blevet inspireret af både hans far og bror.

Tirsdag var han heldigvis kun en smule utilpas, så vi tog op til svigermutti som havde lavet lækker mad.
Bokseren nægtede at sove, Hr. mand og jeg skiftes til at gå med ham, så halv lunken ellers god mad. Meeen hvae, halv lunken, er jo bedre end halv kold.
Vi fik enormt fede Julekalendere af svigermor, som da kunne få et smil frem på alles læber!

Tirsdag aften sætter jeg mig på min mobil og flækker skærmen.
Onsdag tager vi til kiropraktor med Bokseren, og smider de sidste 300 kr.
Torsdag morgen går bilen i stykker, og nægter at starte!
babyalarmen virker heller ikke længere, og nu er nicklas' telefon også stået af!

- idag skulle jeg aflevere den store i børnehave, og for første gang i halvandet år, så tager jeg cyklen.
Det var sikkert sundt nok, men på ingen måde rart  at ligge dagen ud med at få bekræftigt ens alt for dårlig kondition.



Weekenden står på juletræstræf, vi skal vække julemanden ved vandmøllen, og så skal vi prøve at undgå flere uheld!

- Da jeg skal have nye babyalarmer, så anbefal gerne en! 

3 måneders update.

Til de skarpe, kloge eller velinformeret, kommer det næppe som nogen overraskelse at Bokseren blev 3 måneder den 16 november.
Vi har set frem til det længe. Da jeg gik med ham i mine arme og han skreg omkring 6 stive timer dagligt, og aldrig havde dyb ro til søvn. Der glædet jeg mig til han blev 3 måneder, for alle sagde at måske var vi heldige og det stoppede der.
Når jeg gik i mørke med ham tæt indtil kroppen i vuggende bevægelser, mens jeg inde i hovedet, nærmer var i en osteklokken hvor man ikke længere registere gråden på samme måde, for det er man nødtil. Der gik jeg og messede til mig selv '' Til november, til november, til november''.
Jeg indså at jeg var ved at blive langsom sindssyg, jeg var nødtil at gøre noget, man kan da forhelved ikke bare lade ens barn have ondt, og så håbe det nok går over.
Det var startskuddet til at ruinere mig selv. Vi prøvede biogaia dråber, vi prøvede svøb, strækvikler, zoneterapi, lactocare, utal af læge besøg, gå ham i søvn, special kost til mig der ammede, movicol, kiropraktor.
Og så stoppede det..... om det var kiropraktor, eller om det var fordi vi fandt ud af at mit voldsomme nedløb og overproduktion simpelthen gav av i maven, om det var movicolen eller hvad det var, det ved jeg ikke.
- og ærligt, så er jeg faktisk også ligeså ligeglad som kun en teenager ville kunne være det. Det stoppede. Mit barn kunne være i sin egen krop.

De 3 måneder har samlagt kostet 3 indlæggelser, tåre nok til at fylde fjorden, lommer mere tømte end da vi begge to var under uddannelse, hårdt arbejde der selv ville få de 7 små dvæge til at ligne svæklinger, og uendelig meget kærlighed.

Selvom det har været hårdt, og jeg ved gud opdagede noget der kunne lige 20 ekstra trætheds rynker, er det mere end det hele værd.
Bokseren trives, og er en glad nem lille dreng.
Jeg skal lige vende mig til at Hr. mand går hjemme, og jeg har lagt en del af ansvaret på ham, for at kan få studiet til at fungere.

Bokseren triller, smiler, griner og pludre.

Begge mine drenge smelter mit hjerte hver dag, men forfanden hvor gør de mig også trætte indimellem.
Men det er vel også det der gør en til mor, at uanset hvor træt man er, og tror mig, man opdager først hvad træt er, når man er blevet forældre, og ikke i flere måneder har prøvet mere end 4 timers søvn i streg. Så er man stadig mor (eller far), og man kommer igennem det, fordi intet i denne verden er vigtigere end at ens børn trives.
(At jeg tilgengæld ligner en brugt karklud, der ser det som dagens succes, hvis jeg både når i bad samt spise er noget andet)


Bokseren har nu opnået en kampvægt på 5430 gram (ved fødsel 2890, senere tabt sig til 2500) og en længde på 60 cm (ved fødsel 48 cm)

Man kan da ikke være andet end stolt (og træt), med disse to krudtugler!
Så må jeg leve på kærlighed (og kaffe!).. og det kan man jo faktisk også komme ganske langt med.

Mit online sikkerhedsnet

Jeg har med begge drengene fra jeg opdagede jeg var gravid, meldt mig ind på den online side www.minmave.dk Til dem der ikke kender siden så er det en internet side der samler mødre fra hele landet, og ulandsdansker. Man kan melde sig ind i den gruppe, der også har termin i samme måned som en selv, ergo terminsgruppe.

Da jeg meldte mig ind da jeg var gravid med Tristan var jeg 19 år gammel, og første gangs gravid. Der var altså ikke nogen i min omgangskreds der selv stod med babyproblematikker. Oveni hatten var der faktisk ikke rigtig nogen i min tætte omgangskreds (udover en enkel) der i længden var særlig interesseret i at min liv nu indeholdte baby, og ikke byture i massevis. Så det kostede hele vennekredsen mere eller mindre.

I min terminsgruppe Januar 12, også kendt som ''Skråledåserne'', har jeg fået svar på mange af mine spørgsmål, og svar på tiltale ;) .. vi har grint og grædt sammen, og de kender mig bedre end de fleste af mine ''gamle'' venner.  jeg fået virkelig mange bekendtskaber, og faktisk også dissideret venskab. Af dem kan nævnes Århuspigerne jeg har besøgt gentagende gange, både som byture med andre mødre, lagersalg, og bare rigtig hyggelige venindeaftner.

Søde sifs 25 års, fra terminsgruppen januar'12

Bytur

Sille og jeg <3

Silles og min dreng, der så hinanden for første gang, da tristan var 14 dage og Noah en uge.

Første gang mange af os så hinanden ''i virkeligheden'' vi var samlet fra store dele af Jylland, og en enkelt fra fyn.
Alle disse tøser har og betyder forsat en stor del i mit liv. De har været en uendelig støtte.

Her er Tristan og Noah.

''Dåserne'' var på mange måder uundværlig for mig, og fulgt mig i en kæmpe udvikling.Jeg har besøgt mange af dem, også på sjælland og fyn. Selvom vores børn er 2,5år nu, så følger vi stadig hinanden, i hvert fald mange af os.

Helt særlig skal nævnes fra Jan'12, og det er Susie.

Vi kom faktisk først rigtig til at snakke sammen da vores drenge var 4 mdr. og vi tilfældigvis flyttede til samme by. Her sørgede Susie for at jeg kom i hendes mødregruppe, så jeg havde mulighed for at lære nogle nye at kende i området. Det blev starten på et fantastisk venskab.
Susie har jeg delt mange timer med, glæder og sorger. Hvis der er noget, så er det altid Susie jeg ringer til. Susie er blevet en nær ven af familien, vi tager på ferier med hinanden, og deltager i familiefester mm. Susies unger er faktisk blevet som fætter og kusine til mine.
Da jeg startede på min uddannelse, der passede Susie tristan de første 2-3 indkald, ellers havde det ikke været muligt for at starte, og jeg skulle have ventet et år.
Susie og jeg kan sidde og glo ud i luften og lave ingenting sammen. Vi har været med til hinandens eksamner som støtte, og meget mere end jeg nogensinde havde regnet med en terminsgruppe ville give mig.
Nu da Milan blev født for tidligt, skrev susies mor også til mig, og spurgte ind, bare for at illustere hvor tæt vi er blevet med hinandens familier også.
Derfor er det også helt naturligt at Susie selvfølgelig skal være fadder til Milan, igennem min behandling, graviditet, og indlæggelse var hun en fantastisk støtte, og hjalp blandt andet med tøjvask for at aflaste Nicklas.

Sebastian og Tristan sidste år

Fra vores fælles sommerferie i år, som bestemt ikke bliver den sidste.

Drengene har et unikt bånd til hinanden, og holder altid sammen, både i vuggestuen og overfor Susies piger.

Nu er jeg i en ny terminsgruppe sep'14. Man kunne tænke hvad jeg dog kunne få ud af ny, når jeg har fået så meget ud af tristans. Men det ville overraske jer hvor meget man glemmer.. Nøj hvor har de tøser allerede været uundværelige, jeg følger med i dem allesammens liv, og kan bliver bekymret for dem.
Da Milan blev født for tidligt blev de især vigtige, der blev dannet en undergruppe for os der har præmaturbørn. Det har virkelig lettet og guidet mig. Det var en tid med mange følelser, og er det stadig. Jeg er sikker på jeg får udviklet ligeså gode venskaber med alle dem.

De er mit online sikkerhedsnet.

jeg bliver ked af det mor..

Det her blog indlæg er et jeg virkelig godt selv kunne have tænkt mig at læse. Men de findes desværre ikke rigtig, for der er åbenbart ikke nogen der vil skrive om det.

Vi som familie har haft en virkelig hård start på at gå fra 3, til 4.
12 dages indlæggelse, hvor jeg meget af tiden var så smerteramt at jeg slet ikke var i stand til at se bis. Bagefter kom en lillebror til verden der havde svært ved at rumme besøg, som gjorde bissens besøg blev begrænset. Dertil kom at når han var der var vi nødtil at tysse meget på ham, af hensyn til både Milan, men også andre børn.
Vi har været hjemme nu i 2 uger.
Bissens reaktioner er begyndt at vise sig. I starten var det meget far det gik udover. Nicklas fik meget skæld ud, og besked på at holde sig på afstand.. bissen havde brug for sin mor, brug for at have hende i fred. Det skal siges at bis aldrig har haft rn reaktion overfor hans lillebror! Han er så glad for hans lillebror, at han faktisk er ved at "kysse hovedet af ham" af ren glæde.. heldigvis :')
Da jeg havde været hjemme i knap en uge, da bis under maden bryder ud i gråd over noget vi ikke forstår, han græder længe, og det er tydeligt at se  det ikke længere drejer sig om ris eller andet. Bis græder længe, og helt fra hjertet. Mor duer ikke, og han sidder tæt omslynget sin far, og får bare grædt ud og puttet sig i hans fars trygge favn.
Jeg måtte rejse mig på et tidspunkt fordi jeg synes det var hårdt. Men nicklas sad der med bis og rummede det hele vejen, selvom jeg kunne se han var berørt. Bagefter virkede bis tydeligt lettet og gladere end han havde været de sidste dage, "straffen" af far ophørte også.
Der er ved at falde ro over bis igen, selvom vi kan mærke han stadig ikke er faldet helt på plads igen, og reagere stadig på at komme i vuggestuen..

Jeg synes det har og er sindssyg hårdt. Jeg kæmpede virkelig med tanken om at det var vores skyld at bis var ulykkelig. Fordi vi havde bestemt at få en lillebror. Jeg snakkede med vuggestuen  om det, som gav mig ro i maven. Vi har gjort det godt med tristan al den kærlighed vi indtil nu har givet ham, giver han videre til sin lillebror.  Vi har givet dem nogle udfordringer med hinanden, men bestemt også hinanden hele livet.  Aldrig skal de føle sig alene, foruanset hvad der sker har de hinanden, og er brødre forevigt ♡


Fordringer kræver tilvendinger, og vi er ved at være der. ♡

status på maven 14 dage efter fødslen :)

Nu er jeg blevet spurgt et par gange hvordan maven ser ud her anden gang :)
Jeg har desværre ikke en vægt, så jeg ved endnu ikke hvor meget jeg har tabt.
Men slut vægten med bokseren sagde +17 kg.
maven er stadig slasket, og graviditeten har kostet en særdeles flad numse, men det må trænes op igen. Indtil videre er jeg godt tilfreds! :)

billede 1 er her 14 dage efter fødslen, billede 2 er 12 timer inden bokseren meldte sin ankomst, 35+2

hvordan Milan egentlig blev bokseren ;)

Gammel er en mærkelig betegnelse, for egentlig er bokseren. Alias Milan jo ret ny.
Det giver næsten ikke nogen mening at kalde ham bokseren mere, men det var nu det både jeg, og personalet på hospitalet endte med at kalde ham.
Det skyldes at han blev født med to MEGET blå sæbe øjne. Han har nemlig lagt under fødslen med hænderne oppe ved øjnene.
Vi kaldte ham nu også munken, grundet hans lidt særprægede frisure, der mest af alt minder om farfars...
Så er bokseren altså sødere, også selvom de blå øjne nu næsten er væk.

hjemkomst!

Jeg har ikke turde skrive det her indlæg, af frygt for noget gik galt. Sjovt hvordan man nærmest kan blive overtroisk i pressede situationer. Jeg har endda en enkelt gang i den her fase bedt til gud. Noget jeg ikke har gjort i mange år. Jeg har også tænkt karma tanken da Milans gulsot blev værre og vægten faldt. "Hvad har jeg dog gjort som var så forfærdeligt, at min familie og jeg fortjener det her?"

Men nu tør jeg.. jeg føler mig på den sikre side (næsten, i hvertfald)
Vi kom hjem i søndags, Milan havde vejning på sygehuset, og jeg ved som altid ved at gå ud af mit gode skind. Det er ligesom en eksamen hver gang, der kunne afgøre dels om Milan trives, men også hvornår vi blev samlet som familie.
Milan havde heldigvis taget imponerende 80 gram på, og vi fik lov at komme hjem!
Lykken og euforien ramte!! "Yes vi skal virkelig hjem" - men lige som resten af den her tur så var der et MEN. Det her MEN hed at Milan skulle have taget på om onsdagen for at vi måtte blive hjemme.
Great.. hvor meget tror i vi slappede af som familie, med den "trussel" over hovedet?
Nicklas var igen unik. Han fik mig til at slappe så godt af som det var muligt.
Bare at nyde vi i det mindste var sammen i de dage.
Det gav pote, i onsdags havde Milan taget 100 gram på, og vejer nu 2900 gram og er 49,5 cm.
Han fik ros udover alle parametre.

Nu kan vi slappe af og være stolte! .. ENDELIG HJEMME, ENDELIG SAMLET .. 💙💙💙👍