hvordan Milan egentlig blev bokseren ;)

Gammel er en mærkelig betegnelse, for egentlig er bokseren. Alias Milan jo ret ny.
Det giver næsten ikke nogen mening at kalde ham bokseren mere, men det var nu det både jeg, og personalet på hospitalet endte med at kalde ham.
Det skyldes at han blev født med to MEGET blå sæbe øjne. Han har nemlig lagt under fødslen med hænderne oppe ved øjnene.
Vi kaldte ham nu også munken, grundet hans lidt særprægede frisure, der mest af alt minder om farfars...
Så er bokseren altså sødere, også selvom de blå øjne nu næsten er væk.

hjemkomst!

Jeg har ikke turde skrive det her indlæg, af frygt for noget gik galt. Sjovt hvordan man nærmest kan blive overtroisk i pressede situationer. Jeg har endda en enkelt gang i den her fase bedt til gud. Noget jeg ikke har gjort i mange år. Jeg har også tænkt karma tanken da Milans gulsot blev værre og vægten faldt. "Hvad har jeg dog gjort som var så forfærdeligt, at min familie og jeg fortjener det her?"

Men nu tør jeg.. jeg føler mig på den sikre side (næsten, i hvertfald)
Vi kom hjem i søndags, Milan havde vejning på sygehuset, og jeg ved som altid ved at gå ud af mit gode skind. Det er ligesom en eksamen hver gang, der kunne afgøre dels om Milan trives, men også hvornår vi blev samlet som familie.
Milan havde heldigvis taget imponerende 80 gram på, og vi fik lov at komme hjem!
Lykken og euforien ramte!! "Yes vi skal virkelig hjem" - men lige som resten af den her tur så var der et MEN. Det her MEN hed at Milan skulle have taget på om onsdagen for at vi måtte blive hjemme.
Great.. hvor meget tror i vi slappede af som familie, med den "trussel" over hovedet?
Nicklas var igen unik. Han fik mig til at slappe så godt af som det var muligt.
Bare at nyde vi i det mindste var sammen i de dage.
Det gav pote, i onsdags havde Milan taget 100 gram på, og vejer nu 2900 gram og er 49,5 cm.
Han fik ros udover alle parametre.

Nu kan vi slappe af og være stolte! .. ENDELIG HJEMME, ENDELIG SAMLET .. 💙💙💙👍

et skridt frem, to tilbage.

Milan er ved at trappe ud af sonden, desværre har han tabt sig siden.. øv, det er super frusterende, mælken er der, Milan har bare ikke kræfterne til at suge det ud.. selvom de siger der normalt at han taber sig ved sonde udtrapning, kan jeg mærke jeg går i panik indeni, ligeså snart de siger han har tabt sig høre jeg ikke mere.
Men så går jeg glip af alt det gode, at Milan faktisk tisser og har gang i maven som han skal, at han ikke har tabt sig overdrevet, at han er vågnet mere op, og holder temperaturen bedre.
Faktisk er der rigtig mange ting der går godt, det eneste der mangler at gå med os er hans vægt.
Man siger alle kvinder kæmper med vægten på et tidspunkt... jeg havde aldrig troet det var min søns vægt jeg skulle kæmpe med.

Har du ondt i maven skat?

At få et barn der kun har lagt i maven til 35+3, betyder indlæggelse.
Lillebror og jeg har været indlagt siden han blev født i lørdags, og har nu gestationsalderen 36+0 idag. Tænk lige nu skulle jeg gå og nusse maven, og være utålmodig for at ugen efter var baby "færdigbagt".
Nicklas og jeg snakkede om idag at det føles som Milan ikke rigtig er kommet ud endnu. Han er her selvfølgelig, men det føltes som om Milan og jeg er i en anden slags rugemaskine eller mave, og vi venter på han bliver rigtig klar.

Idag blev Milan vejet, og har taget 15 gram på et døgn. Andet ville undre mig, fordi han bliver total stopfodret, med både amning og sonde. Så meget han bliver dårlig :/..
Jeg måtte flippe helt ud, og hyle over for nattesygplejesken, fordi jeg synes jeg overhøre hans signaler, og de ikke lytter til hvad jeg som mor kan se.
Samtidig er jeg bange for at han ikke tager på, og dermed undgår den skide gulsot der truer!!
Jeg blev heldigvis mødt af en super forstående fagperson, der sagde at jeg som mor kender lillebror bedst, og at vi selvfølgelig kunne skrue lidt ned for sonden mængden.
Idag er der kommet svar fra gulsot, det er faldet lidt, med 2 enheder, men ikke vildt hurtigt, så vi ligger stadigvæk på vippen til lysbehandling.. puh. Det ville betyde mindst +2 dages ekstra indlæggelse.
..puh. så både Lillebror og jeg kæmper med lidt ondt i maven..

bissen har fået en lille bitte bror. ♡

Bloggen har været ude af brug i rigtig rigtig lang tid. Men nu har jeg brug for bloggen igen. Sagen er den at bis er blevet storebror. Det er der som sådan ikke noget sensationelt over.. bissens lillebror er et ønskebarn, præcis ligesom ham.
Omstændighederne bissens lillebror, Milan kom til verden på var til gengæld ikke "ønske" omstændigheder.

Det startede med mavesmerter sidste mandag, smerterne kom som jag i over maven.  Efter jeg måtte skrige af smerte flere gange, blev bissens far og jeg enige om at det nok var en god ide at give fødegangen et kald. De ville gerne se os, og var bekymret for svangerskabsforgiftning.
Jeg troede det bare var et hurtigt tjek, så da bissen faldt i søvn i bilen undervejs til kolding, blev vi enige om at far og bis blev i bilen.
Det blev ikke noget hurtigt tjek. På fødegangen blev MEGET tjekket, blodprøver, ctg, blodsukker, blodtryk mm.
Ingen forklaring andet end at der var for meget protein der kunne indikere begyndende svangerskabsforgiftning, samt at jeg havde bekymrende lav blodprocent på 5,4.
Jeg blev sendt hjem kl. 00.30 med ekstra jern tabelletter, med en besked om at kontakte lægen hvis jeg forsat havde smerter.

Smerterne forsatte så tirsdag kontaktede vi egen læge, der fandt øgning i proteinen igen. Jeg blev sendt til kolding sygehus, hvor jeg blev indlagt.
Smerterne havde nu udviklet sig til reelle veer. Lillebror blev skønnet til 2400 gram på scanningen, og jeg blev lagt på en stue med ctg, (som skulle blive en trofast ven de næste mange dage) og lagt med noget smertestillende.
Man konstatere at jeg er åben og på vej i fødsel. Problemet er bare at jeg kun er i 34+5 uger henne, og lillebror derfor slet ikke er klar endnu!
Der mødte jeg min første mur, lægerne ville ikke gøre noget for at stoppe en fødsel efter uge 34.
i 4 dage lå jeg med store vesmerter, hvor at jeg kun gik i minimale skridt i mod en fødsel, men havde smerterne. Forstil jer veer i 4 dage, jer der har født.
Jeg blev smertedækket med morfin, efter 3 dage sagde jeg stop til morfinen, både Milan og jeg kunne blive afhængige, samt at Milan blev enorm "slap" i maven af det.
Der mødte jeg næste mur.  De sætter ikke en fødsel igang heller før uge 37.
Jeg var ramt i total krydspres, og læger der ikke kunne finde ud af hvad den havde sagt og gjort.

I 5 dage vidste nicklas og jeg ikke om vi var købt eller solgt, i forhold til at få et barn med hjem der ikke var morfin afhængig, samt at jeg kunne leve.
Til sidst brød jeg grædende sammen, jeg tikkede dem om at få det til at stoppe, og hvis de ikke ville det måtte de hjælpe min krop igang, med det den ikke længere selv kunne gøre, men stadig producerede veer.
Lægen bøjede sig, og gav mig vehæmmende. Det hjalp, og veerne forsvandt næsten i 2,5 time. Nicklas og jeg var fortrøstningsfulde, måske jeg gik tiden ud alligevel, måske lillebror kunne blive færdigbagt, og jeg kunne komme hjem, og vi kunne være en familie igen.
Men... så startede det igen. Nicklas var nødtil at køre hjem og hente bis. Midt i alt det her, skal man huske der også er et 2,5 årige barn i klemme der ikke har set sin mor siden mandag.
Lægerne meddeler de nu har gjort alt, både Milan og jeg er så smerte påvirket, eller jeg er, men jeg kan ikke spise for veer og kaster op, sover ikke, er på smertestillende der påvirker ham.
De bestemmer sig for at tage vandet.
Jeg ringer til nicklas.  Han får afleveret bissen hos farmor, og kommer ind.

Da vandet bliver taget forsvinder alle mine smerter øjeblikkelig, og veerne ligeså.
Great siger jeg til Nicklas, vi skal åbenbart have en møgunge mere, der vil være modsat :)
Kl. 00 bliver der sat ve drop. Kl 2.20 bliver det konstateret jeg er 4 cm åben og nu i aktiv fødsel.
Jeg er så udmattet, at jeg på det her tidspunkt er overbevist om at jeg ikke kan føde Milan. Jeg kigger på nicklas grædende og siger jeg ikke kan.. jeg har ikke flere kræfter efter 5 dage.. Nicklas stryger mig i håret , og siger han ved jeg kan, der er ikke det jeg ikke kan.
Milan bevæger sig under veerne, vi ligger begge hånden på, og mærker vores søn en sidste gang i maven, uden at vide hvilken tilstand han ville være i når han kom ud, og hvor meget hjælp han skulle have.
Jeg får lagt en epidural blokade, som et sidste forsøg inden jeg bliver sendt til kejsersnit fordi jeg er for udmattet.
Han når at ligge blokaden, men den virker kun i den ene side, da han skal rette den til, siger jeg til jordemoderen, "jeg skal føde nu, med lavmælt stemme". Hun kigger og råber til narkoselægen, det skal hun sgu også, han smækker hurtigt et stort plaster på det åbne sår han har gang i, om på ryggen, 4 pres og Milan er født.

Både Nicklas og jeg græder, det er en lettelse, vi har fået et barn, et rigtigt barn, jeg var enorm bange for han lignede en alien, eller foster på anden vis. Men han ligner sin bror. Jeg græder det er over nu, og de siger han er stor og flot, han trækker vejret fint, og græder.. han er lille bitte synes jeg, men fantastisk alligevel.  Han bliver vejet og er 48 cm og 2890 gram.

må man røre ved julen?

Så er første weekend, og dermed første søndag i advent klaret.
Jeg øver mig virkelig i at blive bedre til det med julen, julen er børnenes fest, og derfor må jeg jo nok også hellere komme lidt ind i kampen nu.
Men vinteren er og bliver bare ikke mig. Det er hammer koldt, vejret er trist, pånær når det er sne, det kan jeg faktisk godt lide. :) - Og så er december bare SÅ dyr. I år er der en ekstra udgift i form af at julen skal afholdes på sjælland. Det er ærgerligt at SU'en ikke stiger tilsvarende. :D
Jeg håber at få lavet nogle fine traditioner med Bis, sådan nogen han altid kan huske, jeg selv mindes desværre ikke rigtig nogen sådan juletraditioner i barndomshjem. kun adventsgaver :) !
Jeg vil bare så gerne at julen kommer til at handle om noget andet end kun gaver, både i form af pakkekalender og adventsgaver.
Nu må i ikke tro Bis bliver snydt, han har skam fået både kalendergaver og adventsgaver af hans helt utrolige farmor, og chokoladekalender har selvfølgelig i sagens natur også.

Men jeg har valgt en anden tilgang end min mor, jeg kan huske at der var strengt forbudt for os børn at røre nisserne som havde faste pladser (i de første år). Herhjemme har Bis været med til at bestemme hvad der skulle sidde hvor, og hjulpet med at tørre af inden man kunne sætte det nye ned. Tingene har ikke faste pladser, og har da også rykket sig lidt efterhånden, Tristan må røre ved alt julepynten, inkl. min kære gamle nissemor, der trænger til en ny omgang hår. Men det er bare ikke rigtig jul uden hun er der, hun er fra mit barndomshjem, og det er min farmor der i tidernes morgen har lavet dem,(nissemor - og far) og givet dem til min mor, da min bror og jeg flyttede hjemmefra, fik vi en hver. - Og Bis elsker hende simpelthen, og hun skal sidde ved siden af ham i sofaen når han ser thomas tog. :) - se det er da rigtig, ægte og varm juleglæde, at Bissen sidder der med en nisse jeg holder vildt af, og som hans oldemor har lavet. Det havde hun nok ikke regnet med i sin tid.
Julen er jo børnenes fest, og det er for bissens blå øjnes skyld at det er oppe, og ikke min, så det virker en anelse mærkeligt hvis ikke at han måtte deltage i det.
Det er en blandt mange beslutninger hvor man vælger at gøre det anderledes end ens forældre, det betyder ikke at jeg husker julen og julepynt som noget forfærdeligt i min barndom, men blot at jeg har valgt at gøre noget andet. Så må vi jo se hvor meget julepynt det kommer til at koste ;)


I dag har jeg planer om at vi skal få  lavet den der adventskrans og kalenderlys, I know, vi er allerede overskredet slutdato, men Tristan er jo heldigvis fuldstændig ligeglad med hvornår det bliver gjort. :)
Der har, og er meget lige pt. i kølevandet på Nicklas' operation, som har gjort ham fuldstændig handicappet. At han er mand gør det i selvfølgelig meget værre i sagens natur ;)

Glædelig Jul til jer alle <3 - også dem uden adventskrans, og nisser der ikke må røres :)

luciaoptog og papfar lagersalg

Igår var en travl dag, der skulle både nåes bibliotek, lagersalg, handlen, bag og pynte bestillingskage, og ikke mindst julehygge i vuggestuen.

Lagersalget var fint, men deres små "gange" med hylder i massevis var ikke ret gennemtænkt, folk stod simpelthen oveni hinanden, og dem med barnevogne måtte "forlade" ungen for at begive sig ind i dybet.
Det var nicklas' første lagersalg, og nok også det sidste :D han var helt i chok over hvordan mødre slås over noget tøj, og så var det ingen gang slemt, kontra hvad jeg har oplevet i århus.
Papfar tøjet er lidt småt, så det er altid en str. Op. Selvom str. 104 virker vildt.

Jeg undskylder den dårlige kvalitet. Men det er altså det der sker, når en mobil oplever død ved tristan, og flyver tværs over gulvet. 

Vi tog videre ned i vuggestuen, hvor de store på 2 år skulle gå luciaoptog, jeg havde derfor slet ikke troet at tristan skulle gå, men det skulle han altså. Jeg ved ikke om det måske blev målt efter højden? - tTristan er jo en stor dreng.  

Men både mor og far blev jo lidt rørte, hvor er han altså bare blevet stor og dygtig!