Fasters konfirmation

D.  21 April 2013 blev dagen hvor faster Emilie skulle bekræfte sit vandpjaskeri med præsten, for faktisk ikke ret lang tid siden.
Vi var selvfølgelig allesammen med i kirken, og var fyldt med spænding da meget smukke Emilie kom ind og satte sig ved vores bænk, wauw siger jeg bare! .. hun er en utrolig smuk pige normalt, men den her dag var hun virkelig helt utrolig.
Det med at sidde stille var dog imidlertid ikke noget Bis yndede den store begejstring for. Det lykkedes dog at skabe ro ved hjælp af en mariekiks og nogen rosiner .... i hvertfald for en stund.. så ville han over til Emilie, og til sidst forsøgte han da også at bestige prædikestolen et par gange ... ak ja, så kan man genkende bis igen. Så både Nicklas og jeg måtte tage ham i hånden og gå ture på kirkegårdspladsen, for at der i det mindste var nogen der fik noget ud af konfirmationen.
Da Emilie så endelig fik givet sit ja, og fik sagt sine fine ord fra præsten, så var det tid til fest på Munkebjerg Hotel.
Det var nogle rigtig fine lokaler Farmor og E der havde fået fat i, smuk udsigt til skoven og fjorden, hvilket også blev benyttet til et par billeder eller to ;) ..
Nu er det sådan at meget af Nicklas' familie jo bor på sjælland, derfor var der også masser af mennesker som Bissen ikke havde set endnu, mennesker jeg for den sags skyld heller ikke havde set endnu (efter mere end 4,5 år). Det var dejligt at få sat ansigt på nogen af de pakker og varme hilsner vi har fået igennem de sidste mange år, og heldigvis viste det sig også at det var nogle rigtig dejlige mennesker :)
Emilie fik rigtig høstet pakker, som både Bis og jeg havde lange øjne efter. Nu er det jo bare sådan at Bis aldrig bliver snydt, og slet ikke af sin famse, som jo selvfølgelig havde købt et stort telt med kugler i til ham. Der tilbragte Bis faktisk det meste af dagen, sammen med hans nye racerbil.
Vi fik lækker mad, sang en skøn sang, og hørte skønne taler. Ikke mindst farmors tale til Emilie, der måtte jeg sgu nok erkende jeg fik en lille klump i halsen og en tår i øjet. - man bliver så følsom når man er mor.

Det er helt utroligt for mig at se billederne fra den dag. Det er ufatteligt at Emilie er blevet så stor, da jeg lærte hende at kende var hun lige fyldt 9 år. En sød, men stædig 9 årige ;) Jeg kan i hvert fald huske en bestemt dame der ikke ville spise hvad som helst til morgenmad, eller have hvad som helst på i skole. - det vil hun nu forøvrigt stadigvæk ikke.
Men jeg var stolt over hende, også den dag. For stolt er jeg nu egentlig altid af hende. Hun er så glad, selvstændig og god til at mærke i maven hvad hun vil - og ikke vil ;) . Det er en god egenskab at besidde, jeg kender ikke nogen på Emilies alder der så god til at sætte mål, og nå dem.
Hun er utrolig omsorgsfuld, ikke ''bare'' for hendes veninder, men også for mig eller Nicklas, god til at spørger hvordan vi har det. Og så er hun jo bare intet mindre end fantastisk til Bis. Jeg kan huske da de kom ind på fødestuen efter jeg havde født, Emilie holdte ham, og han begyndte så at græde lidt, de fleste 12 årige ville gå i panik, men Emilie hun satte sig lige så stille ned og vuggede ham mens hun sang.
Den dag i dag elsker Bis hende, og springer i armene på hende med det samme han ser hende. Jeg ville sgu gøre det samme hvis hun kunne holde mig! :D
For mange er det med en vis bekymring når ungerne når teenagerårene, men med Emilie er jeg slet ikke urolig, hun sgu så fornuftig og god. Det kan kun gå godt.
Jeg må give min svigermor et stående bifald, hun har formået at være med til skabe to meget smukke, gode og dejlige børn, som jeg holder af over alt i verden! <3

Tak for en fantastisk dag! 

Forårspåklædning og hygge

Så kommer flyverdragten endelig permanent med hjem fra vuggestuen! Det er jo også kun noget vi har set frem til i flere uger!
Men det betød nødvendigvis også at der skulle købes ind til det kommende forår. - Og sommer.
Det blev til:
Sandaler - 100 kr, som dog skal byttes til kæmpestørrelse (24!).
Gummistøvler fra celavi - 200 kr, de er virkelig lækre, og har ikke forladt bissens fod siden.
Regntøj fra celavi - 249 kr.
Jakke fra ticket to heaven - 375 kr
3 stks bodyer fra bilka-  36 kr
Trøje fra bilka - 99 kr.
Nike sko - 250 kr

Lidt hyggebilleder også, plus vi har fået hegn, yay!

De unge mødre.

Igår var der de unge mødre night, og det bestemte S og jeg til at gøre til en rigtig tøse aften.
Der blev spist slik og drukket cola i massevis!
Det var bare så hyggeligt og sjovt som vi sad der og grinede!
At blive mor har kostet mig enormt mange venskaber, men også beriget mig med nogle fantastiske nye!
S er en af dem der står mig nærmest, jeg deler alt med hende, og vi hjælper hinanden alt hvad vi kan. Vi kan sidde en hel dag og lave ingenting ude over at kommentere dårlig tv, og.snakke. Det er så dejligt med venskab hvor man bare kan slappe af, og ikke skal leve op til noget! <3 ..

Sommer - eller i hvert fald forår!

Her i huset nyder vi som de fleste nok, at foråret ENDELIG er på vej!
Bissen er et rigtig udebarn, og med Meisie også er det altså meget nemmere at være udenfor. Jeg håber virkelig at vi snart for sat det hegn op, men som bekendt så ridder far jo ikke den dag han sadler ;)
NÅ, men foråret blev skudt i gang med den legendariske forårsrengøring, ikke at det var noget der skabte vildt begejstring hos Bissens far og jeg, men gøres det skal det jo.
Bis tilgengæld, han elsker at støvsuge, tørre støv af, rydde op(-og ud).. så han fik selvfølgelig sin egen vandbalje. Da bis ikke synes kluden var effektiv nok, så tog han simpelthen ved vandbaljen, og vendte den på hovedet! Der var vand OVERALT! - men rent blev der.

Koldskål høre jo med til sommer, så bis fik sin første smagsprøve.

2 minutter inden der for alvor var dømt lalandia.

forundret over kiks til aftensmad

nye forårssko.

et fællesansvar! - vi bekæmper mobning i flok!

følelsen af at være socialt udstødt kan være alt ødelæggende for et barn, barnet opnår ikke mange af de sociale kompetencer, som der ligger i det sociale sammenspil. Det kan sætte dybe spor i de børn der oplever mobning. Det kan ændre personens sociale tilgange for altid. barnet vælger nogle overlevelsesteknikker for ikke at gå i ''stykker''
Jeg oplevede som barn i 2 klasse at blive socialt udstødt. Det ikke noget mange voksne vil være ved hvis de har oplevet det, for sæt nu hvis det skulle indhente dem igen? Vi som voksne har et ansvar for vores børn og de omgivelser de færdes i, at vise dem hvor grænserne går, og at det er helt ok at man føler sig sådan.
Jeg var anderledes end de andre børn, det er ofte optræden karakteristika hos de børn der bliver ekskluderet fra fællesskabet. Jeg erkender jeg var anderledes, jeg var netop kommet fra byen, og ud i et lille landsby samfund, min forældre var skilt (hvilket ikke var så ofte optræden endnu, på daværende tidspunkt)
Min anderledeshed reagerede de andre børn på ved at sende mig i isolation. børn er ikke onde, jeg tror ikke på det var ondskabsfuldt gjort, de kunne bare håndtere min anderledeshed, og gjorde princippet det samme som deres forældre. de tog afstand. Istedet for at overveje hvad den anderledeshed var en invitation til? - lå der mere bag?
Når man er et socialt menneske som jeg altid har været, så er isolation næsten det værst tænkelig ''straf'' at få. Jeg lærte mig selv nye færdigheder hvor på jeg kunne tiltrække en anden form for socialt sammenspil, jeg var sjov ... på min egen bekostning, jeg gjorde nar af mig selv og min anderledeshed, til stor morskab for de andre børn, og lærer, faktisk.
Jeg konstaterede med mig selv omkring 3 klasse, at skadelig opmærksomhed for selvværdet, var bedre end isolationen og den larmende tavshed omkring mig.
Jeg lærte at blive god i skolen, selvom jeg er ordblind, og en ualmindelig stor skovl til matematik, lærte jeg at det var en måde at blive set, og modtage omsorg på. nogen gange var det ''bluff'', så havde jeg faktisk ikke styr på det, men med gode talegaver kan de fleste voksne blive overbevist.
Nu opsøgte mine klassekammerater mig enten for et billigt grin, eller for hjælp/støtte til deres opgaver, okay, det er jo også en form for opmærksomhed ...
Jeg skiftede skole senere igen, men denne gang havde jeg taget en lærdom med mig ved at være observatør. Jeg havde lært at den der råber højst og vildest opnår socialanerkendelse ved de andre .. jeg havde lært at være fremme i skoene og være provokatør.
Jeg lavede ting de andre børn ikke kunne forestille sig, chokeffekten så at sige. Jeg fik kærester før de andre, drak, røg, mobil, piercet, tattoveret før de andre, for et sekund skulle jeg ikke falde bag ud og blive social ekskluderet igen.
Den opførsel kunne jeg selvfølgelig kun slippe afsted med fordi der ikke var noget sikkerhedsnet bag mig, det undre mig at der aldrig er nogle lærer eller omgivelser der har spørgsmål tegn ved en 15 årige da bare fik en tattovering?
jeg var inde i dårlig rille jeg ikke længere kunne styre, det er svært at være på hele tiden.. Men så lærte jeg Nicklas at kende, og det her skal ikke være en eller anden pladder romantisk historie, for det handler faktisk ikke om at vi siden blev kærester, og forældre, men om at Nicklas lærte mig at det er okay at sætte grænser, at man faktisk ikke behøver at gøre noget udfarende for at andre skal kunne finde ens venskab værdig, Nicklas lærte mig at det var mine enskaber folk skulle kunne lide, og ikke hvad jeg gjorde for dem.

Nogen af de overnævnte overlevelses mekanismer, kan jeg mærke træder i kraft når jeg er usikker i forsamling, fx. så tror jeg stadigvæk at jeg skal være forsamlingens klovn for at andre kan forholde sig til mig. Det er den eneste jeg har tilbage, men jeg tror den vil sidde der for altid, for jeg er blevet præget.

Vi har alle et fællesansvar, for at se hvad der foregår med børnene omkring os, og vi har et fællesansvar for at gøre noget ved det. Mobning er ikke noget man skal stå alene med, det er et fællesansvar!

når stridsøksen erstattes af håbet. (muff relateret)

tid er en relativ ting.. 10 mdr er kort tid i forhold til Bissen,  der synes jeg tiden løber stærkt, hurtigere end kanin i alices eventyrland. 10 mdr er lang tid når man læser og vil være færdig. 10 mdr er lang tid at undvære sin mor i.
Som de fleste nok ved har der været en konflikt imellem min mor og jeg, og som Malin Lindgren siger så; ''De fleste fødes i en familie, som de vokser op i, reagere imod og siden vender tilbage til.''
Min mor har født mig, og har haft mig boende i 15 år, hun har uden tvivl altid gjort hendes bedste, og det er jeg hende taknemlig for. Jeg er vokset op i hendes hjem, og under de vilkår hun og min far har givet mig. Ikke nødvendigvis de ideelle opvækst vilkår altid, i hvert fald ikke noget jeg ville ønske for mine egne børn. Listen er lang med ting der gør ondt at tænke på, men listen med gode og skøre oplevelser, som en trampolin i stuen er også lang.. om ikke andet må give min mor at min opvækst da har været uforudsigelige og alt andet end kedelig..
Jeg reagerede mod min familie da jeg var 15, det var kørt helt afsporet for både min mor og jeg, som min mor selv siger, så var hun brugt. Jeg har stor respekt for at min mor erkendte det, det er noget mange mødre ikke vil, og om ikke andet må man sgu da sige det er jordens største kærlighedserklæring til sine børn, at man erkende at man ikke kan give dem det man synes er bedst, og derfor giver plads til andre kan varetage det dyrebareste man har.
Det var først da jeg fik Bissen jeg fik sat grænser overfor min mor, nu handlede det ikke længere kun om mig, men om mit og Nicklas' dyrebareste.
Det er ingen hemmelighed at jeg synes min mor har haft et overforbrug. og jeg ønskede hun kunne være 100% mormor, det var enten alt eller intet.
Det var en periode for os begge, der inkluderede meget savn for os begge, og ikke mindst for mit vedkommende masser af rygrad for at holde fast, jeg havde sat min mor et ultimatum for at deltage i vores liv, og mit dyrebareste.
Min mor har indset hun har et problem, og det i sig selv er et kæmpe skridt! jeg er super stolt af hende og synes hun er rocker sej.
Hun gør noget aktivt nu, og derfor har jeg også ses med hende for første gang i 10 mdr.
vi tager det i mit tempo, men hvor er det bare fedt at se hun kæmper, og gør alt hvad hun kan!
Jeg tror og håber at det er nu det lykkedes så vi alle kan samles igen .... jeg ved hun kan  hvad hun vil...

Tristan design.

Idag havde jeg været i IKEA, bissen har simpelthen så meget legetøj, så vi havde brug for flere kasser. Det blev bare de almindelig kedelig fra ikea, hvor man kan få to for 70 kr.
Jeg synes nu alligevel de var lidt kedelige i et børneværelse, så ned med mig og købe vandbaseret tusser.
Så har Tristan og jeg ellers dekoreret.
Er overbevist om han har glimrende fremtid som designer :D bedøm selv! - Og når ja, en rigtig kunstner er ikke ren. :D