min aller goeste ven, indtil du tager mine ting!

Susies børn og Bis er virkelig meget sammen, og holder sammen i deres fælles vuggestue. Det er åbenbart så slemt at både forældre og pædagoger, spørger hvor vi kender hinanden fra. En dag hørte jeg en mor forklare sit barn (da jeg hentede alle ungerne) at det nok var fordi de var fætre og kusiner.
Det kunne de for sin vis ligeså godt være, selvom de har et noget nære forhold til hinanden end jeg fx. har haft til mine.

Men når man har så nært et forhold, og går op og ned af hinanden hele tiden, så kan man selvfølgelig godt blive træt af hinanden ;)
Og jeg skal love de unger kan bliver uvenner, og i fredags var bissen rigtig slem ved bastian (som dog nu til fulde forstår at slå fra sig)
For Nicklas, Bis og jeg er det jo en fordel, Bis har ingen søskende, eller fætre og kusiner for den tags skyld (jo Nicolai vi ikke ser på sjælland) Så Bis er van til at være alles øjesten og være centrum. (lidt for vantil måske ;))

Det er jo også dejligt at være det, men det er vigtigt at lære og dele, og indgå i et fællesskab. og når ja, så er det jo også fordi vi alle 8 godt kan lide hinandens selskab.
Drengene og Mathilde søger nemlig selv hinanden når de er vuggestuen, Mathilde der snart er 3 år, er som en høg over drengene, og har 100% styr på hvor de er, og om de andre behandler dem ordentlig.
Når jeg henter er det ALDRIG sket at Mathilde ikke ved hvor Bis, og kan fortælle hvor jeg skal gå hen.
Det var en enorm betrygning især i starten da Bis skulle starte. At han altså ikke var helt alene med alle de store børn, da han ikke kunne gå endnu.

Bastian og Bis er som tvillinger, selvom de er hinandens modsætninger på mange punkter (især udseendet :P), de er uadskillelig og altid i nærheden af hinanden. De passer altid på hinanden, og hvis den ene kæmper om et stykke legetøj, eller bliver drillet af et tredje barn, kommer den anden altid hen og hjælper. hurtigt.
Men ligesom tvillinger, og søskende for den sags skyld, kan de godt nok også blive hamrende uvenner og hårdere ved hinanden. Egentlig var det vuggestuen der kaldte dem for tvillinger, pga. deres særlig forhold.

I sidste weekend spiste vi alle 8 sammen om fredagen, hvilket susie og jeg hurtigt fortrød, sådan 4 fredagstrætte børn, puuuuh. godt vi var 3 voksne.

Lørdag havde vi så Bastian med til familie fødselsdag (det var noget den madglade unge kunne li), hvor de bare kunne tumle omkring på en lukket gård. Bastian var også med hjemme og sove. Begge drenge var meget trætte søndag, forældrene ligeså :P

Ja søde er de jo når de sover. Bis var rigtig glad for at vågne dagen efter (lidt for glad, for klokken var kun 06.30) og høre Bastian stadigvæk var der. Drengene tumlede rundt og legede i weekendsengen i en halvtimestid.

Så ja, familien Rasmussen, er MEGET glade for Buch-familien, og pt. arbejder Susie og jeg på familiesamføring :P

so fare so good ! :P

Frygten for at miste.

Vi har vidst alle sammen prøvet det, det kan være noget materielt, position, følelser eller noget vi vurdere som noget betydningsfuldt for os. For det skal være betydningsfuldt for at vi oplever frygten.
Frygten sidder i mig med mange ting, fx. frygten for ikke at bestå eksamen. Men lige pt. er der en frygt der overskygger det. Det er frygt for at miste et nærtstående familiemedlem.
Hun har været syg ligeså længe jeg husker, og det plejer jeg at berolige mig selv med. Hun skal nok klare den, hun har klaret den frygtelig leukæmi længere end nogen andre jeg har hørt om. Men det bliver svære at klamre sig til det håb. Jeg kan se hun bliver sygere hver gang der indtræder noget nyt, om det så er influenza eller en knude, jeg kan se hun bliver ramt noget hårdere end jeg nogensinde husker som barn. Måske er det bare fordi vi blev mere skånt dengang, eller simpelthen opfattede mindre? Jeg opfatter ganske fint nu hvad der foregår, noget frygteligt æder noget af mit dyrebareste op inde fra, både lægerne, vi og ikke mindst hende er magtesløse, vi kan ingenting gøre, hun bliver aldrig rask ...
Hun er væsentlig sejere end mig, og slår det hen, hun ønsker ikke at tale eller leve som om hun er syg.. Jeg forstår ikke hvordan hun kan gøre det, og så på en måde godt alligevel, hver dag bliver vel en lidt større skat, når man er klar over, man nok ikke har lige så mange som man planlagde? - Så kan jeg godt forstå man ikke vil bruge sin tid på at mærke sin smerter, men derimod livet...
Hun er et fantastisk menneske, der har smidt alt for mig, og mange andre flere gange. Jeg beundre hende, hendes styrke og hendes livsmod, er der noget jeg vil tage med mig og aldrig glemme hende for.

Jeg er så glad for hun har nået at få så meget med indtil videre. Det var så vigtigt for mig at hun så jeg blev student, og jeg var frygtelig bange for hun ikke nåede det. Hun var nemlig rigtig syg på daværende tidspunkt. Hun, af alle var nok den der bakkede mest op om min drøm som HF-student. Jeg troede ikke selv på det, hele livet var jeg blevet fortalt at jeg ikke var klog nok til en gymnasieuddannelse. Derfor var jeg da også et smut inden om social&sundhedsskolen, inden hun tog mig på ordet, og tog mig med i hånden op til skolen, via hendes styrke og fantastiske tungebånd fik hun mig ind. Det er jeg hende evig taknemlig for, ellers tror jeg aldrig, jeg var kommet så langt uddannelsesmæssigt. Jeg ville have hun skulle være stolt af mig, så knoklede som en gal til eksamen, og vi begge havde tårer i øjnene, da jeg kom ud med et 12 tal i dansk og fik sat huen på.
At hun også har fået Tristan med, at hun har nået at se og opleve ham betyder alverden for mig, det at selvom hun er afkræftet tager hun ham stadigvæk op. Alt med hende betyder alverden for mig, jeg værdsætter hvert et min. med hende, det tror jeg nu jeg havde gjort om hun var syg eller ej.

Vi taler ikke om at frygte så meget, jeg bliver nødtil at holde hovedet højt, for det ved jeg hun gør. Og hvem har egentlig retten til at lade ens frygt kontrollere andre mennesker? - Hun skal blive ved med at leve livet, det skal vi alle for det er så kort og dyrebart det vi har.

Jeg frygter at miste hende, min forkæmper, min styrke, min ven, min omsorgsgiver, min livsnyder, min Jytte <3    

Om at være sommer/festival klar. - og sif får kanel :D

Sommeren er ved at være sådan endelig og fast over os! - Det satser vi i hvert fald på, for imorgen skal Bissens far og jeg på vores ''voksenferie'' - Jelling musik Festival - www.Jellingmusikfestival.dk, der er en masse fede numre især lørdag som vi glæder os rigtig meget til. Nephew er jo også vores mit og Nicklas' fælles band, det glæder jeg mig meget til vi skal opleve sammen.
Det siger sig selv at Bissen selvfølgelig ikke skal med på sådan en ''voksenferie'', så han skal være hos hans dejlige famse <3 - Det er dejligt hun gider, og jeg er overbevist om at de to nok skal have en fantastisk mini-ferie. - Ingen tvivl skal herske om det er mig det er sværest for.
Jeg ved vi alle får et par gode sommerminder, som jeg selvfølgelig nok skal dele billeder af med jer bagefter. Indtil videre må i nøjes lidt med billeder fra den tid der er gået siden sidst jeg skrev <3

Sommerklar bis, i sidst nye smarte sommertøj.

fra Sif's 25 års fødselsdag i århus, dejlige damer! <3

Min mænd <3

Sif efter en omgang velfortjent kanel! :D

Ungerne, Nicklas, Susie og jeg har spist sammen, herefter stod den
på fælles bad (dog minus caroline)

Gyngetur og sandkasse

At være ude er det bedste bissen ved!

Fasters konfirmation

D.  21 April 2013 blev dagen hvor faster Emilie skulle bekræfte sit vandpjaskeri med præsten, for faktisk ikke ret lang tid siden.
Vi var selvfølgelig allesammen med i kirken, og var fyldt med spænding da meget smukke Emilie kom ind og satte sig ved vores bænk, wauw siger jeg bare! .. hun er en utrolig smuk pige normalt, men den her dag var hun virkelig helt utrolig.
Det med at sidde stille var dog imidlertid ikke noget Bis yndede den store begejstring for. Det lykkedes dog at skabe ro ved hjælp af en mariekiks og nogen rosiner .... i hvertfald for en stund.. så ville han over til Emilie, og til sidst forsøgte han da også at bestige prædikestolen et par gange ... ak ja, så kan man genkende bis igen. Så både Nicklas og jeg måtte tage ham i hånden og gå ture på kirkegårdspladsen, for at der i det mindste var nogen der fik noget ud af konfirmationen.
Da Emilie så endelig fik givet sit ja, og fik sagt sine fine ord fra præsten, så var det tid til fest på Munkebjerg Hotel.
Det var nogle rigtig fine lokaler Farmor og E der havde fået fat i, smuk udsigt til skoven og fjorden, hvilket også blev benyttet til et par billeder eller to ;) ..
Nu er det sådan at meget af Nicklas' familie jo bor på sjælland, derfor var der også masser af mennesker som Bissen ikke havde set endnu, mennesker jeg for den sags skyld heller ikke havde set endnu (efter mere end 4,5 år). Det var dejligt at få sat ansigt på nogen af de pakker og varme hilsner vi har fået igennem de sidste mange år, og heldigvis viste det sig også at det var nogle rigtig dejlige mennesker :)
Emilie fik rigtig høstet pakker, som både Bis og jeg havde lange øjne efter. Nu er det jo bare sådan at Bis aldrig bliver snydt, og slet ikke af sin famse, som jo selvfølgelig havde købt et stort telt med kugler i til ham. Der tilbragte Bis faktisk det meste af dagen, sammen med hans nye racerbil.
Vi fik lækker mad, sang en skøn sang, og hørte skønne taler. Ikke mindst farmors tale til Emilie, der måtte jeg sgu nok erkende jeg fik en lille klump i halsen og en tår i øjet. - man bliver så følsom når man er mor.

Det er helt utroligt for mig at se billederne fra den dag. Det er ufatteligt at Emilie er blevet så stor, da jeg lærte hende at kende var hun lige fyldt 9 år. En sød, men stædig 9 årige ;) Jeg kan i hvert fald huske en bestemt dame der ikke ville spise hvad som helst til morgenmad, eller have hvad som helst på i skole. - det vil hun nu forøvrigt stadigvæk ikke.
Men jeg var stolt over hende, også den dag. For stolt er jeg nu egentlig altid af hende. Hun er så glad, selvstændig og god til at mærke i maven hvad hun vil - og ikke vil ;) . Det er en god egenskab at besidde, jeg kender ikke nogen på Emilies alder der så god til at sætte mål, og nå dem.
Hun er utrolig omsorgsfuld, ikke ''bare'' for hendes veninder, men også for mig eller Nicklas, god til at spørger hvordan vi har det. Og så er hun jo bare intet mindre end fantastisk til Bis. Jeg kan huske da de kom ind på fødestuen efter jeg havde født, Emilie holdte ham, og han begyndte så at græde lidt, de fleste 12 årige ville gå i panik, men Emilie hun satte sig lige så stille ned og vuggede ham mens hun sang.
Den dag i dag elsker Bis hende, og springer i armene på hende med det samme han ser hende. Jeg ville sgu gøre det samme hvis hun kunne holde mig! :D
For mange er det med en vis bekymring når ungerne når teenagerårene, men med Emilie er jeg slet ikke urolig, hun sgu så fornuftig og god. Det kan kun gå godt.
Jeg må give min svigermor et stående bifald, hun har formået at være med til skabe to meget smukke, gode og dejlige børn, som jeg holder af over alt i verden! <3

Tak for en fantastisk dag! 

Forårspåklædning og hygge

Så kommer flyverdragten endelig permanent med hjem fra vuggestuen! Det er jo også kun noget vi har set frem til i flere uger!
Men det betød nødvendigvis også at der skulle købes ind til det kommende forår. - Og sommer.
Det blev til:
Sandaler - 100 kr, som dog skal byttes til kæmpestørrelse (24!).
Gummistøvler fra celavi - 200 kr, de er virkelig lækre, og har ikke forladt bissens fod siden.
Regntøj fra celavi - 249 kr.
Jakke fra ticket to heaven - 375 kr
3 stks bodyer fra bilka-  36 kr
Trøje fra bilka - 99 kr.
Nike sko - 250 kr

Lidt hyggebilleder også, plus vi har fået hegn, yay!

De unge mødre.

Igår var der de unge mødre night, og det bestemte S og jeg til at gøre til en rigtig tøse aften.
Der blev spist slik og drukket cola i massevis!
Det var bare så hyggeligt og sjovt som vi sad der og grinede!
At blive mor har kostet mig enormt mange venskaber, men også beriget mig med nogle fantastiske nye!
S er en af dem der står mig nærmest, jeg deler alt med hende, og vi hjælper hinanden alt hvad vi kan. Vi kan sidde en hel dag og lave ingenting ude over at kommentere dårlig tv, og.snakke. Det er så dejligt med venskab hvor man bare kan slappe af, og ikke skal leve op til noget! <3 ..