Da Bissen blev stor

Endnu et af mine yndlingsbilleder, Bissen der virkelig råhygger med farmand <3

Idag har vi haft sidste SP-besøg, det var sgu egentlig sådan lidt mærkeligt, jeg kan huske da hun kom første gang d. 23 januar, hvor Bis bare var nogle få dage gammel, hvor usikre vi var både far og jeg. Det vildt at mærke hvordan der virkelig er sket en fordring der. Usikkerheden er ikke længere det der præer min morrolle. Jeg VED jeg er en god mor, og helt klart den bedste mor for Bis.
Jeg er voksede i min rolle, jeg vil ikke sige jeg fylder den ikke ud endnu, for jeg har stadigvæk en masse at lære, forskellen er bare at jeg ikke længere er skrækslagene for at fejle, men er spændt på at lære, jeg føler privilegeret over at være med på hans smukke rejse som menneske. Men jeg føler også at jeg faktisk næste ikke kan følge med. Der sker så meget med Bis, han kravler, han rejser sig, han går med gåvognen, han siger wowwow, mamam, maaar (mor), og noget med en V -lyd når det er far.
Det går så stærkt og jeg kan da slet ikke forholde mig til at om lidt er der kun 3 mdr. til han bliver et år.
14 januar, årets smukkeste dag.

Bissens alternative sovestil.

Nå, men for at komme tilbage til det egentlig oprindelig handlede om så var SP her idag, hun roste ham som altid, og mor voksede 20 cm.
Status er at 8 måneders besøget sagde; 80,5 cm idag - ved fødslen 52 cm = 28,5 cm
9,7 kg idag - ved fødslen 3700 gr = 6 kg
No wonder at jeg synes min baby er forsvundet.

Stakkels Bis der har hostet konstant i 3,5 uge, uden at vores egen læge vil undersøge det nærmer, da det nok bare er forkølelse. Så er det godt med lidt kamillethe så man kan komme gennem natten.

Denne uge er også sidste uge af min barsel, og reelt har jeg ''3 arbejdsdage'' tilbage. Det  har været en fantastisk berigende oplevelse, og når den er slut og jeg har bearbejdet det, tror jeg også jeg vil skrive en slut-status om hvordan jeg egentlig har synes det har været, kontra hvad jeg havde forstillet mig. Den slags opslag ville jeg gerne have set inden jeg blev mor, og fik urealistiske forventninger til mig selv.
Det er mærkeligt at han snart skal starte i vuggestue, det er mærkeligt for mig at tænke at vi aldrig kommer til at tilbringe så meget tid som vi gør nu. Bis har den vildeste separationsangst i tiden, og det gør i hvert fald ikke at jeg frygter vuggestue starten mindre.
Selvom jeg er sikker på det nok skal bliver super for min lille Emil/Hr. Nilsson at få brændt noget krudt af.

Træt bis der er ved at vende sig til efterårsankomst.

Så har jeg delt lidt billeder også, fordi jeg synes det var længe siden jeg har gjort det, efter hele facebook døden pga. min mor.

Enjoy!