Frygten sidder i mig med mange ting, fx. frygten for ikke at bestå eksamen. Men lige pt. er der en frygt der overskygger det. Det er frygt for at miste et nærtstående familiemedlem.
Hun har været syg ligeså længe jeg husker, og det plejer jeg at berolige mig selv med. Hun skal nok klare den, hun har klaret den frygtelig leukæmi længere end nogen andre jeg har hørt om. Men det bliver svære at klamre sig til det håb. Jeg kan se hun bliver sygere hver gang der indtræder noget nyt, om det så er influenza eller en knude, jeg kan se hun bliver ramt noget hårdere end jeg nogensinde husker som barn. Måske er det bare fordi vi blev mere skånt dengang, eller simpelthen opfattede mindre? Jeg opfatter ganske fint nu hvad der foregår, noget frygteligt æder noget af mit dyrebareste op inde fra, både lægerne, vi og ikke mindst hende er magtesløse, vi kan ingenting gøre, hun bliver aldrig rask ...
Hun er væsentlig sejere end mig, og slår det hen, hun ønsker ikke at tale eller leve som om hun er syg.. Jeg forstår ikke hvordan hun kan gøre det, og så på en måde godt alligevel, hver dag bliver vel en lidt større skat, når man er klar over, man nok ikke har lige så mange som man planlagde? - Så kan jeg godt forstå man ikke vil bruge sin tid på at mærke sin smerter, men derimod livet...
Hun er et fantastisk menneske, der har smidt alt for mig, og mange andre flere gange. Jeg beundre hende, hendes styrke og hendes livsmod, er der noget jeg vil tage med mig og aldrig glemme hende for.
Jeg er så glad for hun har nået at få så meget med indtil videre. Det var så vigtigt for mig at hun så jeg blev student, og jeg var frygtelig bange for hun ikke nåede det. Hun var nemlig rigtig syg på daværende tidspunkt. Hun, af alle var nok den der bakkede mest op om min drøm som HF-student. Jeg troede ikke selv på det, hele livet var jeg blevet fortalt at jeg ikke var klog nok til en gymnasieuddannelse. Derfor var jeg da også et smut inden om social&sundhedsskolen, inden hun tog mig på ordet, og tog mig med i hånden op til skolen, via hendes styrke og fantastiske tungebånd fik hun mig ind. Det er jeg hende evig taknemlig for, ellers tror jeg aldrig, jeg var kommet så langt uddannelsesmæssigt. Jeg ville have hun skulle være stolt af mig, så knoklede som en gal til eksamen, og vi begge havde tårer i øjnene, da jeg kom ud med et 12 tal i dansk og fik sat huen på.
At hun også har fået Tristan med, at hun har nået at se og opleve ham betyder alverden for mig, det at selvom hun er afkræftet tager hun ham stadigvæk op. Alt med hende betyder alverden for mig, jeg værdsætter hvert et min. med hende, det tror jeg nu jeg havde gjort om hun var syg eller ej.
Vi taler ikke om at frygte så meget, jeg bliver nødtil at holde hovedet højt, for det ved jeg hun gør. Og hvem har egentlig retten til at lade ens frygt kontrollere andre mennesker? - Hun skal blive ved med at leve livet, det skal vi alle for det er så kort og dyrebart det vi har.
Jeg frygter at miste hende, min forkæmper, min styrke, min ven, min omsorgsgiver, min livsnyder, min Jytte <3
