Min barsel har nu været slut længe, jeg gik jo allerede i gang med skole sidst i august, men havde så Bissen hjemme indtil 1. Oktober. Han er startet i vuggestue, og det køre bare så godt! Han er vildt glad for det, og jeg er sikker på vi har truffet det helt rigtige valg med at han skal i vuggestue og ikke dagpleje, det er han en alt for udadvendt og social dreng til.
Jeg havde tænkt mig at reflektere lidt over min barsel, og som altid har jeg det jo bedst med at tingene er skrevet ned.
Min barsel blev meget anderledes end jeg forstillede mig, og jeg har spurgt mig selv adskillige gange om jeg kunne have forberedt mig selv på hvordan det ville være blevet .. og mit svar til det må være tildels ja.
Jeg synes mange mødre snyder de gravide kvinder for sandheden, det er et tabu at fortælle man ikke bare synes det er fantastisk at stå med brystbetændelse og glyp i håret.
Jeg følte mig noget så forkert da jeg fødte Bissen, jeg græd nemlig ikke, og på alle film man ser der stor tuder og elsker kvinderne deres børn fra det sekund de høre dem græde, sådan havde jeg det ikke .. og jeg var flov over jeg ikke havde det sådan... Den første følelse der ramte mig var om han var okay (hjerterytmen forsvandt) men det var han heldigvis, det næste var at han var det smukkeste jeg nogensinde havde set, og at han bare var fuldstændig som jeg havde forstillet mig og at jeg var super stolt, hvilket føre mig til det næste. Den følelse der nok fyldte mest lige i minutterne efter jeg havde født var, FUCK HVOR ER JEG ROCKER SEJ! Ikke nok med at jeg havde presset det smukke barn ud af min krop og havde klaret det uden smertestillende, så havde jeg båret ham i 9 mdr og lavet jordens mest perfekte barn! jeg var så stolt af mig selv og min krop! det var en enorm fed rødstrømpe kvindefølelse der kom op i mig minutterne efter jeg havde jeg havde født.
Bagefter mens jeg blev syet fik jeg lov at dele min stolthed med venner og familie jeg ringede og fortalte at nu var han her, og jeg havde klaret det.
At se Nicklas med Tristan er dog det største der skete for mig den dag. Nicklas var meget berørt af min fødsel, og selvom Nicklas nok ikke er meget for at indrømme at han faktisk har følelser og kan græde, så gjorde han det den dag, ikke lige da Tristan kom ud, men mens jeg lå og havde store smerter. Nicklas siger selv det var en følelse af magtesløshed. Han havde puttet mig i den situation, og nu kunne han bare se at en han elskede så højt havde så ondt og kunne ingenting gøre.
Men da jeg lå og blev syet og ikke mindst skulle fortælle verden om min store bedrift, sad Nicklas over i lænestolen med Tristan der stadigvæk var helt nøgen pakkede godt ind i en dyne, det øjeblik vil ingen nogensinde kunne tage fra Nicklas, Tristan eller jeg. Nicklas sad helt i sig egen verden og havde kun lukket sin søn ind i den, selvom der var masser af jordemødre, læge og assistenter på stuen og ikke mindst mig der snakkede i mobil. Det var helt specielt at se hvordan han bare sad helt solgt i Tristan og sagde ''Hej, det er mig der er din far'' .. sådan sad de og så hinanden an i 20-30 min, inden Tristan blev lagt til igen.
Farmor kom, og 4 timer efter min fødsel var vi på vej hjem til lejligheden.
Zuka var så glad for ham, det var bare så vigtigt for mig, hun er jo min lille hundebaby! så alt frygt deromkring blev gjort til skamme.
Jeg tror Tristan var halvanden døgn gammel da den store rutsjetur kom for mig følelsesmæssigt. Jeg stor TUDET, tænk sig at han var min! og lige meget hvad der sker her i livet så er min søn, og det er der aldrig nogen eller noget der kan tage fra mig! Jeg blev overvældet af kærlighed til ham .. Nicklas sad og holdte om mig mens jeg ammede Tristan .. lige netop den stund, husker jeg som en af de lykkeligste i mit liv.
Da Tristan var omkring 14 dage besøgte vi min mor.. da hun bor lidt langt væk skulle vi overnatte der. Det var et forfærdeligt besøg som jeg har fortrudt så mange gange .. Min mor var nærmest fuld fra start til slut, Nicklas og jeg turde simpelthen ikke lade hende være alene med Tristan bare mens jeg gik ud og tissede.. Jeg kunne slet ikke klare tanken, nu sad hun der med mit dyrebareste og kunne ingengang holde sig ædru i hans selskab .. jeg var skuffet, det var den største skuffelse i hele min barsel, jeg spurgte min mor om ikke hun ville med til min fødsel, jeg troede virkelig i mit inderste på at det ville rykke noget i hende, sådan at se ens barnebarn komme til verden .. det gjorde det bare ikke .. den nat græd jeg, og Nicklas holdte om mig mens jeg bare tudet .. den nat indså jeg at jeg blev nødtil gøre noget .. desværre tog det mig 3 mdr inden jeg fik samlet mig mod til at gøre det.
Vi havde fantastiske 14 dages barsel sammen Nicklas og jeg! vi fik virkelig nydt forældreskabet og vores lille trold sammen ..
Det var hårdt da Nicklas skulle starte igen, og jeg skulle til at skabe rytme for Tristan .. men det kom jo bare så nemt .. sådan havde jeg da forstået det inden jeg fik barn .. Tristan har bare, og bliver nok hellere aldrig den store sover om dagen .. Men nøj hvor jeg kæmpet! jeg har siddet med Tristan i voksien med åbne vinduer i soveværelset så temperaturen kom ned omkring 8 grader og lavet barnevogns bevægelser med benene i en time før han sov .. for at sove 45 min . fra Tristan var 2,5 måned til han blev 6,5 måned, sov han 2 x 45 min om dagen .. jeg husker det som om jeg var ved at blive skør .. jeg trængte bare til en pause, og jeg nåede det aldrig .. og alle andre fik bare deres unger til at sove 3 timer af gangen næsten 3 gange dagligt.. ok, kan godt være det var en overdrivelse, men det føltes sådan ;)
Jeg gik meget op i hvordan han sov, og begyndt at blive i tvivl om min amning mættede ham nok .. Tristan har jo hellere aldrig været kendt som et barn der lå/sad stille med en kæmpe tålmodighed .. og når nu jeg psykede mig selv sådan med om amningen mættede ham, gik der lang tid inden mælken løb til, hvilket fik Tristan til at gå i baglås og slå flitsbue bagud .. så situationen gik total i hårknude, og efter 15 dages kamp hvor Tristan ikke ville tage ved måtte jeg opgive .. det var svært .. rigtig svært! samfundet er nemlig gode til at vise at det at give flaske da ikke er acceptabelt når nu der er mælk .. og jovist mælk havde jeg nok af, så jg malkede ud i 3-4 uger og gav ham mælk på flaske. Menda jeg stoppede var det en lettelse, forfanden! Nu vidste jeg præcis hvad han fik at spise og ikke alt det bøvl med bryster! .. jeg begyndte virkelig at få min glade smilende dreng igen! - og motorisk tog han tigerspring bagefter!
Vi holdte barnedåb, som jeg husker som en helt igennem fantastisk dag! - det var dejligt at se både min og Nicklas' familien sammen, faktisk var det første gang mange af dem så hinanden påtrods af at Nicklas og jeg har kendt hinanden i 4 år.
Lidt efter barnedåben flyttede vi ud i vores lækre nye hus, fantastisk at gå fra en 2-værelses 70'er lejlighed på 70 kvm på 2. sal til et hus fra 2010 med 4 værelser og 100 kvm. det var skønt!
Det var efter flytningen jeg tog beslutningen om min mor ikke længere kunne deltage i vores liv, hvis det var med alkohol, hun var med til flytningen, og var bestemt en stor hjælp! Men igen var det med vinen som gæst, og med hendes problemer i centrum .. senere opstod der en kontrovers med min børneopsparing, jeg ville begynde at tage kørekort, og havde i tidernes morgen afleveret mine konfirmationspenge til min mor, som hun lovede hun ville doble hvis jeg lod dem stå til jeg var 18, nu var jeg næsten 20 og ville have mine 10.000 kr, det kunne jeg ikke få .. jeg blev vred, og det var dråben .. jeg fik sagt til min mor at så længe hun har et misbrug skal hun ikke kontakte mig eller min familie. Det var/er en hård beslutning, men det er helt sikkert den rigtige.
Jeg havde det virkelig fantastisk nu, og havde bare accepteret at min elskede krudtugle bare ikke havde tid til at sove! men så skete der noget mystisk, så begyndte han nemlig at sove, og idag sover som regel 2x halvandentime og sover igennem hele natten.
Tristan og jeg har virkelig haft en god tid herude i huset hvor han bare er blomstret, det er fantastisk at være med til at se et menneskes personlighed udfolde sig, og jeg føler mig så privilegeret over at jeg er med til at opleve det hele .. Pludselig kunne han møffe, så kravle, så stå, sige få ord og nu gå med gåvogn, det er fantastisk hvad han er i stand til! - og stoltheden vælter igen op i moren.
Tristan er en krydsning i mellem Emil fra Lønneberg og Hr. Nilsson plejer Nicklas og jeg at sige, der er virkelig krudt i måsen på ham, og der skal hele tiden ske noget. Derfor blev Tristans vuggestue start også rykket en måned fremad, hvilket nok var rigtig godt for ham .. Jeg synes nogen dage at det er svært at undvære ham, men det er fantastisk at hente ham og opleve et glad og velstimuleret barn der bare bliver lykkelig for at se en :) <3
Jeg har alt i alt haft en fantastisk barsel selvom den blev noget anderledes end jeg havde troet! jeg havde jo forstillet mig at jeg bare skulle se en masse tv, bage og at mit hjem skulle ligne en ajaxreklame ;)
Istedet fik jeg en barsel med jordens dejligste unge med fart over feltet, og ved i hvad! - jeg glæder mig fanme allerede til næste gang! ;)
Når ja, det var da den famøse briobane vi kom fra, ja farmor har fundet fars gamle briobane frem, og det er der en vis nostalgi i! - jeg glædet mig sådan til Bissen skulle få glæde af den, for alt hans legetøj keder ham efterhånden. Bissen virker dog til at holde fast i plysbilen, hvilket glæder far for så har han jo briobanen helt for sig selv. 
